Topchef i dansk rigmands biotekselskab ryger på porten for anden gang

Pandora-rigmanden René Sindlevs biotekselskab Enochian Biosciences har for anden gang på mindre end to år fyret belgiske Eric Leire fra sin stilling som adm. direktør for selskabet. Det sker mindre end en måned efter, at han stod i spidsen for en børsnotering af selskabet i USA.
René Sindlevs biotekselskab har for anden gang siden foråret 2017 skilt sig af med belgiske Eric Leire som topchef. | Foto: Polfoto (arkiv)
René Sindlevs biotekselskab har for anden gang siden foråret 2017 skilt sig af med belgiske Eric Leire som topchef. | Foto: Polfoto (arkiv)

Det amerikanske biotekselskab Enochian Biosciences, der opstod sidste år og bygger på resterne af Pandora-milliardæren René Sindlevs biotekselskab Dandrit Biotech, har skiftet topchef.

Det skriver Børsen.

I en meddelelse udsendt tidligere på ugen skriver Enochian, at man har indsat Mark Dybul som næstformand for bestyrelsen, og at han "overtager lederskabet i selskabet" efter topchef Eric Leires afgang.

Der meldes ikke noget om baggrunden for, at han stopper, og i en forberedt kommentar har bestyrelsesformand René Sindlev ikke et eneste ord at sige om sin nu tidligere topchef.

Ifølge Børsen blev belgiske Eric Leire også sparket ud af topjobbet for det daværende Dandrit i foråret 2017, da bestyrelsen beskyldte ham for "illoyal adfærd" og samtidig stævnede ham for et millionbeløb.

Men efterfølgende tog René Sindlev kontrol med selskabet, som også den kendte erhvervsadvokat N.E. Nielsen og rigmanden Karsten Ree havde en stor andel i. Eric Leire stod derfor også i spidsen for Enochian, da selskabet for mindre end en måned siden blev børnsoteret på Nasdaq i USA efter en fusion af Dandrit og et amerikansk selskab.

René Sindlev skriver til Børsen, at Eric Leires job "dermed er afsluttet" og påpeger, at der nu skal "amerikanske kræfter til for at løfte os videre i den kommercielle og regulatoriske proces".

"Hvad der ligger til grund for først at opsige Eric Leire efter børsnoteringen, er en bestyrelsesbeslutning og dermed et internt anliggende," tilføjer han om baggrunden.

Enochian Biosciences har endnu ikke ladet omverdenen få indblik i de data, som ifølge selskabet vidner om, at man står med en mulig kur mod HIV/AIDS, men René Sindlev siger til Børsen, at man vil fremvise patientdata på en hiv-konference i marts i år i byen Atlanta i staten Georgia.

René Sindlevs genopfundne biotekselskab brænder 15 mio af på et kvartal 

René Sindlevs biotekselskab får GSK-boss i bestyrelsen og gearer op til kliniske studier 

Det tidligere Dandrit udskyder børsskift 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også