Lundbeck-aktien falder trods opjustering - analytiker påpeger to skuffelser

Lundbecks aktie falder 3,4 pct. trods en opjustering i dagens regnskab, og det skyldes ifølge analytiker Michael Friis Jørgensen fra Alm. Brand Markets en højere forventning fra aktionærerne og en ukonkret topchef.
Foto: Ritzau Scanpix/Torkil Adsersen
Foto: Ritzau Scanpix/Torkil Adsersen
AF RITZAU FINANS

Trods et bedre end ventet regnskab og opjusterede forventninger til helåret bliver Lundbeck-aktien onsdag sendt til bunds i det danske C25-indeks.

Det kan ifølge Michael Friis Jørgensen, der er chefakatieanalytiker i Alm. Brand Markets, hænge sammen med, at medicinalselskabets opjustering ikke var på højde med det ventede i markedet, ligesom det kan skuffe, at den nye topchef, Deborah Dunsire, ikke har været særligt konkret i sine udmeldinger om opkøb.

"Lundbeck-aktien er meget billig på de næste to års nøgletal, men det er den kun, hvis de ikke skal bruge flere penge. Lundbeck skal dog bruge flere penge for at løse sine vækstproblemer, og det er en af årsagerne til, at den nye topchef er kommet til. Det er den usikkerhed, der er lige nu. Markedet ved ikke rigtig, hvor Lundbeck vil lande henne af de kommende år og i fremtiden, før det hører mere konkret om den nye topchefs strategi og plan for, hvor hun ser virksomheden lande henne af."

"At hun ikke kan melde klart ud her og nu betyder, at markedet ikke kan belønne de kortsigtede resultater," siger Michael Friis Jørgensen.

Onsdag indikerer Deborah Dunsire, at hun vil løfte mere af sløret for sine investeringsplaner i forbindelse med årsregnskabet, der offentliggøres i februar. Hun har dog i sammenhæng med regnskabet for tredje kvartal fortalt, at hun vil se på både opkøb og partnerskaber.

Selve regnskabet for tredje kvartal overraskede til den positive side med en omsætning og en driftsindtjening (ebit) over det ventede blandt analytikerne.

Forventningerne til helåret blev oveni løftet til en omsætning på 17,7-18,1 mia. kr. og et driftsresultat på 5,1-5,4 mia. kr., hvor der tidligere var ventet en omsætning på 17,6-18,0 mia. kr. og et driftsoverskud på 4,9-5,2 mia. kr.

Analytikerne estimerede inden regnskabet en omsætning på lige over 18,0 mia. kr. i hele 2018, mens gennemsnitsestimatet for driftsresultatet lå på lige under 5,3 mia. kr. inden regnskabet.

"Opjusteringen var måske ikke helt stor nok i forhold til de resultater, der allerede var skabt, og er dermed en indikator for, hvordan de selv begynder at se lidt større problemer i fjerde kvartal," siger Michael Friis Jørgensen og nævner blandt andet øget konkurrence fra kopiprodukter.

Onsdag formiddag falder Lundbeck-aktien 3,4 pct. til 291 kr. Det er det største fald blandt alle aktier i eliteindekset, der samlet stiger 1,7 pct.

Lundbeck opjusterer forventningerne

Lundbeck dropper kandidat i fejlet indikation

Analytiker om Lundbeck: Nye produkter bør bære mere af opjusteringen 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også