Konkurs truer amerikansk biotekselskab efter skuffende salg af tarmmiddel

Biotekselskabet Synergy er ude af stand til at betale en kreditor på grund af skuffende omsætning og ser derfor ud til at nærme sig en konkurs. Selskabets tidligere strategiske chef har netop skiftet job til en toppost i Zealand Pharma.
Amerikanske Synergy har tabt over 90 pct. af sin værdi på børsen siden højdepunktet for tre år siden - på trods af at selskabet i mellemtiden har fået godkendt et lægemiddel. | Foto: Elizabeth Dalziel/AP/POLFOTO
Amerikanske Synergy har tabt over 90 pct. af sin værdi på børsen siden højdepunktet for tre år siden - på trods af at selskabet i mellemtiden har fået godkendt et lægemiddel. | Foto: Elizabeth Dalziel/AP/POLFOTO

Det New York-baserede biotekselskab Synergy må indse, at salget af selskabets nyligt godkendte forstoppelsesmiddel Trulance slet ikke er forløbet som ventet.

Faktisk står det så grelt til med omsætningen, at Synergy ikke kan betale et lån tilbage til en kreditor, og derfor nærmer selskabet sig en konkurs.

Det skriver branchemediet Fiercepharma.

Synergy har forsøgt at finde en køber, som kunne redde selskabet fra den finansielle misære, men det er endnu ikke lykkedes.

Samtidig melder selskabet, at det indtil videre ikke har været i stand til at overtale kreditoren til at mildne kravene til tilbagebetalingen.

Synergy fik FDA-godkendt sit forstoppelsesmiddel i januar 2017, og ifølge Fiercepharma estimerede en analytiker dengang, at salget kunne nå 100 mio. dollar (655 mio. kr.) allerede i 2018.

Sådan er det ikke gået. I stedet har midlet solgt for 20,8 mio. dollar (136 mio. kr.) i første halvår af 2018.

I begyndelsen af oktober var Synergy på radaren herhjemme i Danmark, da selskabets strategiske direktør, canadieren Marino Garcia, skiftede til en stilling som chef for forretningsudvikling i danske Zealand Pharma.

Efter at Synergy meldte, at selskabet havde problemer med en kreditor, faldt selskabets i forvejen hårdt ramte aktie med 70 pct. En aktie i Synergy koster nu 0,49 dollar. På sit højeste i midten af 2015 kostede en aktie over 9 dollar.

Erfaren canadier skal få Zealand til at vokse: "Jeg kan bringe forskellige aspekter i spil" 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også