Jefferies venter på Genmabs Maia-studie

De seneste studiedata fra Genmab er positive, men langt vigtigere er de kommende resultater fra Maia-studiet, der kan åbne for bredere anvendelse af kræftmidlet Darzalex på det amerikanske marked, vurderer investeringsbanken Jefferies.
Foto: Tuala Hjarnø/Genmab
Foto: Tuala Hjarnø/Genmab
AF RITZAU FINANS

De nye data fra Cassiopeia-studiet er positive, men det ændrer ikke på, at det især er de kommende resultater fra Maia-studiet, som for alvor kan skabe en ændring for Genmab.

Sådan lyder vurderingen fra Peter Welford, der er aktieanalytiker hos Jefferies, i en analyse, efter at data fra den første del af fase 3-studiet Cassiopeia sent søndag viste positive takter.

"Darzalex er allerede godkendt i kombination med Velcade og Melphalan til førstelinjebehandling af patienter med multipel myelomatose (knoglemarvskræft, red.), der ikke er kandidater til stamcelletransplantation, og dermed kan Cassiopeia-data potentielt øge den adresserede patientpopulation, der kan drage fordel af Darzalex," skriver han i analysen.

"Imidlertid er fokus fortsat på de kommende Maia-data, da kombinationen er nøglen til det amerikanske førstelinjebehandlingsregime," fortsætter Peter Welford.

I det kliniske forsøg Cassiopeia testes Genmabs middel Darzalex i kombination med Velcade, thalidomid og dexamethason til førstelinjebehandling af knoglemarvskræftformen multipel myelomatose hos patienter, der er kandidater til en stamcelletransplantation.

I Maia-studiet prøves Darzalex som førstebehandling af knoglemarvskræft i kombination med kræftmidlet Revlimid og Dexamethason, som er lægernes førstevalg på det store amerikanske marked. Derfor har studiet og en senere godkendelse potentiale til at løfte salget ganske markant.

Ifølge Jefferies er det svært at forudse, præcis hvornår data fra Maia-studiet bliver offentliggjort, men Peter Welford forventer, at det sker inden for "en nær fremtid".

Genmabs topchef, Jan van de Winkel, har tidligere estimeret, at data ville blive offentliggjort i løbet af sommeren, men det har trukket ud.

"Det sker i løbet af de kommende måneder. Men studiet er begivenhedsdrevet (afgøres af, hvordan patienterne har det, red.), så at der kommer data senere, kan faktisk være et godt tegn. Det, der måles på, er den progressionsfri overlevelse - det vil sige, den tid patienterne overlever, uden at sygdommen udvikler sig," sagde Jan van de Winkel til Ritzau Finans i august.

Sydbank: Positive data kan sikre bedre momentum for Genmab-aktien Genmabs Darzalex nåede mål i første del af Cassiopeia-studie 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også