Sydbank: Positive data kan sikre bedre momentum for Genmab-aktien

Genmab-aktien ventes mandag at klare sig bedre end det generelle marked, forudser Sydbank-analytiker.
Foto: /ritzau/Rune Pedersen
Foto: /ritzau/Rune Pedersen
AF RITZAU FINANS

Det var positive data på trods af høje krav som Genmab sent søndag kunne præsentere fra første del af fase 3-studiet Cassiopeia, som er et af de studier, investorerne har set frem til at få nyt fra.

Her bliver Genmabs middel Darzalex i kombination med Velcade, Thalidomid og Dexamethason testet til førstelinjebehandling af knoglemarvskræftformen multipel myelomatose hos patienter, der er kandidater til en stamcelletransplantation.

"Det har i første omgang vist, at man er i stand til at opnå respons ud fra et meget højt fastsat kriterie i form af "Stringent Complete Response" (SCR). Det er en tilstand, hvor kræften efter behandlingen er meget lidt synlig. Det er positivt, og de her data indgår i dialogen med sundhedsmyndighederne i forhold til at få en godkendelse til at bruge kombinationsbehandlingen til patienter, der er kandidater til stamcelletransplantation," siger Søren Løntoft Hansen, der er aktieanalytiker hos Sydbank, til Ritzau Finans.

Viser god respons

Han henviser til, at studiet viste, at 28,9 pct. af patienterne opnåede SCR, mens det samme blot skete for 20,3 pct. af patienterne, der blev behandlet uden Darzalex. Dermed nåede første del af studiet også det primære endemål.

Det er dog ikke nødvendigvis en stor overraskelse for markedet, at Genmabs middel har klaret sig godt i studiet som kombinationsbehandling, fortæller Sydbanks analytiker, der alligevel vurderer, at de nye data kan skabe mere positiv stemning om det danske biotekselskabs aktie.

"Alle andre kliniske undersøgelser af Darzalex inden for knoglemarvskræft har vist særdeles positive data, så det kommer nok ikke som en stor overraskelse. Men det er måske sådan et studie, der skal til i forhold til at bedre momentum i Genmabs aktiekurs, der har været ramt af lidt sur stemning de seneste måneder," siger Søren Løntoft Hansen.

Investorerne venter stadig på det vigtige fase 3-studie Maia, som har været et af de store samtaleemner blandt analytikere og investorer ved de seneste kvartalsregnskaber fra Genmab, men de må fortsat væbne sig med tålmodighed.

I studiet prøves Darzalex som førstebehandling af knoglemarvskræft i kombination med kræftmidlet Revlimid og Dexamethason, som er lægernes førstevalg på det store amerikanske marked. Derfor har studiet og en senere godkendelse potentiale til at løfte salget ganske markant.

"Det er en meget vigtig kombination i forhold til USA og også meget vigtig for hele førstelinjebehandlingsregimet i blandt andet USA," siger Søren Løntoft Hansen og påpeger, at data fra Maia-studiet er vigtigere end data fra Cassiopeia.

Studiet bliver udført af Janssen, som er Genmabs store amerikanske partner, og det vides endnu ikke, hvornår resultaterne lægges frem.

Genmabs Darzalex nåede mål i første del af Cassiopeia-studie 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også