Spritnyt celleterapifirma er 18 mia kr værd efter førstedagen på børsen

Virksomheden Allogene blev torsdag børsnoteret i New York og fik på dag ét en markedsværdi på 18 mia. kr. De mange milliarder hviler især på selskabets ledelse, der tidligere har solgt et celleterapifirma for 76 mia. kr.
Amerikanske Allogene har hentet milliarder i en børsnotering, der værdisatte selskabet til 18 mia. kr. efter første handelsdag. | Foto: Jens Henrik Daugaard/Ritzau
Amerikanske Allogene har hentet milliarder i en børsnotering, der værdisatte selskabet til 18 mia. kr. efter første handelsdag. | Foto: Jens Henrik Daugaard/Ritzau

Det er ingen overdrivelse at sige, at der er tårnhøje forventninger til det seks måneder gamle celleterapifirma Allogene.

Allogene blev torsdag noteret på børsen i New York til 18 dollar for en aktie, hvorefter selskabets aktie skød op med 39 pct., hvilket betød, at Allogene sluttede sin første dag på børsen med en markedsværdi på 18 mia. kr.

Blot for at sætte det i relief havde et folkekært selskab som Tesla eksempelvis en markedsværdi på 14 mia. kr. efter sin første dag på børsen i 2010, mens det danske allergifirma ALK, der i modsætning til Allogene har lægemidler på markedet, har en markedsværdi på ca. 10 mia. kr.

Celleterapier fra lager

Allogenes milliardvurdering bygger på selskabets mission om at udvikle en nyskabende form for CAR-T-celleterapi mod kræft.

Dagens CAR-T-celleterapier indebærer, at læger trækker immunceller ud af kroppen på en patient, modificerer cellerne genetisk til at bekæmpe kræft, og skyder dem tilbage i patientens krop.

Men Allogene håber på at udvikle en CAR-T-celleterapi, der er baseret på donerede immunceller fra raske mennesker, som kan ligge på lager og administreres med det samme, når behovet opstår - ligesom normale lægemidler. Den type CAR-T-celleterapi kaldes en "allogen" CAR-T-celleterapi.

Ledelsen har gjort det før

Når investorerne har tiltro til, at netop Allogene kan lykkes med den mission, så skyldes det især topledelsen i selskabet, der består af biotekfolkene Arie Belldegrun og David Chang.

Sidste gang de to stiftede et CAR-T-selskab, gik det rigtig godt: Arie Belldegrun og David Chang var stiftere og henholdsvis adm. direktør og medicinsk direktør i Kite Pharma, der blev solgt for 76 mia. kr. til Gilead Sciences sidste år, og som udviklede CAR-T-celleterapien Yescarta, der i dag er godkendt til salg i både USA og Europa.

Det placerer Arie Belldegrun og David Chang i eksklusivt selskab, da Yescarta er en af blot to CAR-T-celleterapier, der har opnået godkendelse til salg. Den anden er Novartis' Kymriah.

Afgørende studier i 2019

Allogenes fremmeste lægemiddelkandidat er en allogen CAR-T-celleterapi ved navn UCART19, som selskabet afprøver i fase 1 mod blodkræftformen ALL.

Selskabet håber på at påbegynde et studie, der kan føre til godkendelse af UCART19, i andet halvår af 2019, skriver det amerikanske branchemedie Fiercebiotech.

Samtidig har Allogene flere allogene CAR-T-celleterapier på bedding i de prækliniske faser.

Til Fiercebiotech siger Allogenes finansdirektør Eric Schmidt, at selskabet i første omgang satser på at rette sine terapier mod blodkræft, ligesom både Gileads Yescarta og Novartis' Kymriah, men at Allogene også har ambitioner om at udvikle CAR-T-terapier mod andre kræftformer.

Arie Belldegrun og David Chang har hentet Allogenes eksperimentelle terapier hos medicinalkæmpen Pfizer, som til gengæld for seks måneder siden fik en ejerandel på 25 pct. i Allogene.

Derefter hentede Allogene af to omgange million- og milliardbeløb hos private investorer inden selskabet torsdag fik 2 mia. kr. yderligere i kassen fra børsnoteringen, der værdisatte selskabet til 18 mia. kr. efter første handelsdag.

CAR-T-pionerer henter - igen - millionbeløb til nyt selskab

CAR-T-pionerer starter nyt selskab med milliardbeløb og Pfizer-aktiver i ryggen 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også