Europæiske medicinalgiganter hvæsser sparekniven

Både franske Sanofi og schweiziske Roche har besluttet sig for at strømline strukturen af sine forretningsenheder for at effektivisere sin forretning og nedbringe omkostningerne. Begge selskaber er ved at skifte forretningen over mod nye sygdomsområder og er parate til bruge penge på mindre tilkøbshandler.
Foto: /ritzau/AP/Georgios Kefalas/
Foto: /ritzau/AP/Georgios Kefalas/

Strømlininger og fyringer på den ene side, og øget fokus på nye sygdomsområder blandt andet gennem mindre tilkøbshandler på den anden side. Det er virkeligheden for to af de største medicinalselskaber i Europa.

Den franske koncern Sanofi annoncerede i sidste uge, at man vil inddele virksomheden i nye forretningsområder, hvilket betyder, at diabetesforretningen ikke længere vil være sin egen enhed. Og schweiziske Roche er parat med et lignende tiltag.

Det siger selskabets topchef Severin Schwan til Reuters.

Meldingen kommer kort tid efter, at Roche overbragte fyresedler til 223 i det amerikanske datterselskab Genentech, men ifølge nyhedsbureauet er koncernens strømlining af sine globale forretningsenheder en del af et separat og vidtrækkende tiltag, som forventes at medføre flere fyringer.

Det sker på et tidspunkt, hvor Roche står over for biosimillær konkurrence for tre af sine super-blockbustere, kræftmidlerne Rituxan/Mabthera, Herceptin og Avastin, som tilsammen omsatte for næsten 150 mia. kr. i 2017, svarende til omtrent 40 pct. af koncernens samlede omsætning.

Den biosimilære trussel er særlig udtalt i Europa, og her er Roches spareiver da også større end andre steder, skriver Reuters og påpeger, at selskabet allerede er ved at skære ned på den kommerciellle drift her.

Sanofi: Det er kun begyndelsen

Den spareiver er også til at få øje på i Sanofi. Franskmændenes topchef, Olivier Brandicourt, fortalte ifølge Reuters i den forgangne uge investorer, at man fortsat vil implementere tiltag for at nedbringe sine omkostninger, selvom man har nået en målsætning om at spare 1,5 mia. euro et år tidligere end planlagt.

"Det er kun begyndelsen, og vi vil fortsætte med at være meget effektive," sagde Olivier Brandicourt om besparelserne på en konference afholdt af Bank of America Merrill Lynch i London i fredags.

"Vi går fra fem forretningsenheder til fire, og det vil i høj grad hjælpe os til at skabe synergifordele og besparelser," tilføjede han.

Behovet for besparelser i Sanofi skal i høj grad ses i lyset af, at diabetesforretningen i længere tid har været yderst presset, særligt fordi salget af insulinblockbusteren Lantus er på retræte.

Nye områder i fokus

Mens to af de største medicinalselskaber i Europa altså har fuld fokus på at nedbringe omkostningerne, så er de også begge klar til at udnytte mulighederne i nye sygdomsområder og kaste penge efter dem.

Roche er i højere grad blevet afhængig af lægemidler mod sygdomme uden for cancerområdet, herunder sklerosemidlet Ocrevus og hæmofili-antistoffet Hemlibra. Samtidig er selskabet i modsætning til flere konkurrenter klar til at satse mere på det neurologiske område med lægemidler mod blandt andet autisme, Alzheimers sygdom og Huntingtons sygdom.

Og man vil fortsætte med sin stratgei om at foretage mindre tilkøbshandler for at udbygge sin pipeline, fremfor at foretage store virksomhedsovertagelser, påpeger Severin Schwan.

Den strategi finder man også hos Sanofi, der ifølge Olivier Brandicourt har 6-7 mia. euro at gøre godt med, hvis man vil "gå efter specifikke tilkøbshandler, der kan hjælpe os til at styrke vores position."

Sanofi har allerede i år opkøbt det amerikanske hæmofiliselskab Bioverativ for 11,6 mia. dollars og belgiske Ablynx, der har fokus på sjældne blodsygdomme, for 3,9 mia. euro. Så mens diabetesforretningen ser ud til at blive en smule nedprioriteret i disse tider, så er det hæmatologiske område i stedet begyndt at ligne en central del af det fremtidige Sanofi.

Sanofi inddeles i nye forretningsområder - diabetes nedprioriteres 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også