Celgenes CAR-T-selskab betaler 150 mio for at lukke sag om dødsfald

Juno Therapeutics, som Celgene købte for 58 mia. kr. i januar, har betalt et milliobeløb for at lukke et søgsmål fra vrede investorer, der mener, at Juno hemmeligholdte dødsfald forårsaget af selskabets CAR-T-celleterapi.
Fem patienter døde i 2016 af hævelser i hjernen forårsaget af Juno Therapeutics' CAR-T-celleterapi JCAR015. | Foto: Colourbox
Fem patienter døde i 2016 af hævelser i hjernen forårsaget af Juno Therapeutics' CAR-T-celleterapi JCAR015. | Foto: Colourbox

CAR-T-selskabet Juno Therapeutics, som Celgene overtog i januar, har betalt 150 mio. kr. for at blive af med et søgsmål, der vedrører en række dødsfald forårsaget af selskabets nu skrottede celleterapi JCAR015.

Det skriver de amerikanske branchemedier Fiercepharma og Endpoints.

Bag søgsmålet står en gruppe investorer, som mener at have tabt mindst 950 mio. kr. til sammen, fordi Juno ifølge anklagen hemmeligholdte dødsfaldene, der skete under fase 2-studier i juni og juli 2016.

Det betød, at ulykken først blev offentlig kendt, da FDA en måned efter det første dødsfald tvang de kliniske studier i bero på grund af to yderligere dødsfald.

Juno fik kort efter lov til at forsøge sig med CAR-T-celleterapien igen, fordi selskabet forsikrede, at dødsfaldene skyldtes en sammenblanding med et andet lægemiddel, som nogle af patienterne modtog. Men det førte blot til to dødsfald mere, og derfor skrottede selskabet JCAR015 og satser i dag på en anden CAR-T-celleterapi med navnet JCAR017.

Nu har selskabet så også lagt låg på investorernes indsigelser, og selvom de 150 mio. kr. kun er en lille del af, hvad investorerne mener at have tabt, så skriver investorerne at "udgifterne og længden af en fortsat retssag" indebar en for stor risiko til at fortsætte søgsmålet.

Forliget sker blot otte måneder efter, at kræftselskabet Celgene betalte 58 mia. kr. for at købe Juno, som engang kæmpede med Novartis og Kite Pharma - senere købt af Gilead - om at blive det første selskab med en godkendt CAR-T-celleterapi.

I alt døde fem patienter under de kliniske studier med Junos JCAR015 af hjerneødem - hævelser i hjernen - forårsaget af celleterapien.

Celgene køber kræftselskab for 55 mia kr  

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også