Farmabosser sætter sig på den anden side af forhandlingsbordet i USA

Flere tidligere topfolk i medicinalindustrien har på det seneste skiftet side og er begyndt at arbejde for betalere i USA, senest en tidligere GSK-topchef og en tidligere finansdirektør for Eli Lilly.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

USA's næststørste medicinindkøbsorganisation har hyret en tidligere finansdirektør fra et medicinalselskab som sin nye topchef.

Og det er blot det seneste eksempel på medicinalbosser, der sætter sig på  den anden side af bordet i forhold til de livsvigtige og benhårde forhandlinger om medicinpriser og rabatter i landet.

CVS Health, et stort sundhedsplejeselskab, som blandt andet driver apotekerkæder og en såkaldt pharmacy benefit manager (PBM), har således ansat Eli Lillys tidligere finansdirektør, Derica Rice, til at stå i spidsen for sin PBM, CVS Caremark. Det skriver Wall Street Journal, som har set et internt memo on ansættelsen.

Han har arbejdet for medicinalselskabet, der blandt andet konkurrerer med Novo Nordisk på diabetesmarkedet, gennem 27 år og været dets finansdirektør siden 2006, inden han trådte tilbage i december sidste år.

Bliver mere magtfulde

PBM'er er en slags mellemmænd på det amerikanske marked, som forhandler med medicinalselskaber og indkøber lægemidler på vegne af private sundhedsforsikringer.

De har fået markant mere magt i de senere år, blandt andet gennem øget konsolidering i sektoren, og det har tvunget medicinalselskaberne til at tilbyde stadigt større rabatter for at opnå dækning for deres produkter i USA.

CVS er selv ved at gennemføre et opkøb af sundhedsforsikringsselskabet Aetna for hele 69 mia. dollars, eller 416 mia. kr.

"Med stigende bekymringer over priserne på receptpligtige lægemidler har PBM'ers rolle aldrig været vigtigere for sundhedssystemet," skriver CVS ifølge Wall Street Journal i sit memo.

Derica Rice vil overtage topjobbet i CVS Caremark 30. marts fra Jonathan Roberts, der sidste år blev forfremmet til driftsdirektør for hele koncernen.

Flere skifter side

Nyheden kommer kun godt en uge efter, at selskabet UnitedHealth annoncerede, at man har sat tidligere topchef for britiske GlaxoSmithKline, Andrew Witty, til at lede sin PBM, Optum.

Han overtager ifølge Reuters 1. juli den stilling fra nuværende Optum-topchef Larry Renfro, der skal lede en ny investeringsafdeling kaldet Optum Ventures, som vil investere i selskaber med fokus på data-analyse og sundhedspleje.

Andrew Witty var allerede en del af bestyrelsen i UnitedHealth - en post han vil forlade, når han tiltræder sin nye stilling.

I starten af i år blev den tidligere Eli Lilly-mand Alex Azar, som det vil være de fleste bekendt, udnævnt som ny sundhedsminister i USA. Han har mellem 2012 og 2017 styret Eli Lillys amerikanske forretning.

Som flere medier i landet har påpeget, så var han i den periode om nogen primus motor på nogle markant prisstigninger på medicinalselskabets diabetespræparater på det amerikanske marked.

Trump lover - igen - opgør med høje medicinpriser 

Trump vil have sin nye sundhedsminister til at få prisen på lægemidler langt ned 

Tidligere Lilly-direktør skal hjælpe Trump med at presse medicinpriserne 

USA's største apotekerkæde vil lave milliardfusion med sygekasse 

Forsikringsgigant køber Express Scripts for 400 mia kr 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også