Merck dømt ansvarlig for mulige skader forvoldt af kopimedicin

En domstol i USA har afgjort, at amerikaneren Brian Rafferty, der hævder at have mistet sexlysten efter at have taget en generisk kopi af Mercks lægemiddel Proscar, skal sagsøge Merck – og ikke kopisterne – for kompensation.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Hvis en patient lider skade af kopimedicin, er det så fabrikanten af kopimedicinen eller den originale medicin, der står til ansvar?

Sidstnævnte, siger en domstol i delstaten Massachusetts i USA, som har givet borgeren Brian Rafferty grønt lys til at sagsøge det amerikanske medicinalselskab Merck & Co. over en skade, som han mener at have pådraget sig af at tage kopimedicin fra et andet selskab.

Det skriver Reuters.

Brian Rafferty siger, at han har mistet sexlysten efter at have taget en kopi af Mercks lægemiddel mod forstørret prostata, Proscar.

Men i stedet for at sagsøge det selskab, der fremstillede kopien, skal han sagsøge Merck, siger domstolen i USA.

Det skyldes ifølge domstolen, at kopisterne under amerikansk lov skal kopiere indlægssedler og advarsler om bivirkninger ordret fra det originale lægemiddel. Derfor er det ifølge domstolen ikke kopisterne, der står til ansvar, hvis advarslerne er mangelfulde, men i stedet de originale fabrikanter.

"Når producenter af mærkevaremedicin ikke advarer tilstrækkeligt om bivirkningerne ved deres produkter, skal de vide, at de ikke bare bringer deres egne patienter i fare, men også de patienter, der bruger et generisk produkt," skrev dommeren i sagen, Ralph Gants.

Dommerne tilføjede dog en krølle, der gjorde Brian Raffertys søgsmål noget mere kompliceret.

For at få ret til erstatning fra Merck skal han bevise, at Merck ikke opdaterede sine advarsler, selvom selskabet godt vidste, at der var en risiko.

Ikke første gang

Det er ikke første gang, at medicinalselskaber er dømt ansvarlige for de skader, som kopisters medicin forårsager.

I april 2017 blev GSK dømt til at betale 18 mio. kr. til en enke, hvis ægtefælle havde begået selvmord efter at have taget en generisk version af GSK's antidepressiv Seroxat fremstillet af kopikoncernen Mylan.

I december 2017 afgjorde en domstol i Californien, at en borger kunne sagsøge Novartis over bivirkninger ved en kopi af selskabets lægemiddel Brethine.

Sagerne kommer i kølvandet på, at den amerikanske højesteret i 2011 afgjorde, at kopister ikke kunne holdes ansvarlige for mangelfulde advarsler, netop fordi de skal kopiere advarslerne ordret fra de originale fabrikanter.

I sagen mod Merck lagde dommerne derfor vægt på, at patienternes eneste mulighed for at føre en sag er at sagsøge producenten af det originale middel.

GSK står til bøde på 325 mio. kr. for at bremse kopier af tidligere Novo-middel 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også