Fonde bag Novo og Leo afviser kritik af fondsmodel

Lundbeckfondens formand tager fejl på en række punkter i sin kritik af fondsejede virksomheder som Novo Nordisk og Leo Pharma. Det siger formændene for fondene bag de to medicinalselskaber til Inside Business.
Foto: Stine Bidstrup
Foto: Stine Bidstrup

Danske fonde løber en for stor risiko, når der ikke er tilpas stor armslængde mellem fondene og de virksomheder, de ejer.

Sådan lød kritikken fra Lundbeckfondens formand, Jørgen Huno Rasmussen, mod blandt andet Novo Nordisk og Leo Pharma for nylig under en tale ved bestyrelseskonferencen Danish Board Conference 2018.

Spørger man formændene for henholdsvis Novo Nordisk Fonden og Leo Fondet, hilser de begge debatten velkommen men afviser alligevel kritikken fra Jørgen Huno Rasmussen. Det skriver Inside Business, som også berettede om kritikken for et par uger siden.

”Vi har 30 års erfaring efter fusionen mellem Novo Industri og Nordisk Gentofte og 18 års erfaring efter 2000 med den nuværende model, som vi synes fungerer fint. Selvfølgelig er der sket løbende tilpasninger, men jeg har svært ved at se, at modellen skulle rumme en risiko for selskaberne,” siger Novo Nordisk Fondens formand, Sten Scheibye, til mediet.

Jørgen Huno Rasmussen har blandt andet påpeget, at man risikerer at underminere bestyrelsesfolkenes dømmekraft og objektivitet, når man hyrer tidligere direktører fra driftselskaberne til fondenes bestyrelser.

Men det er hverken Sten Scheibye eller Lars Olsen, formand for bestyrelsen i Leo Fondet, enige i.

”Det er jo en holdning at have. Men vi mener, at det er bedst at have en besætning, der delvis består af folk, som tidligere har fløjet det fly, hvis ejere de repræsenterer. Hvis det skulle begynde at komme i problemer, ville de måske kunne hjælpe det bedre på vej. Men jeg respekterer den anden holdning, og jeg forstår den godt,” siger Lars Olsen.

Lundbeckfonden-formand retter skarp kritik mod Novo og Leo: "Jeg ser nogle sprækker i deres panser, som udgør en risiko" 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også