Lundbeckfonden-formand retter skarp kritik mod Novo og Leo: "Jeg ser nogle sprækker i deres panser, som udgør en risiko"

Der skal være vandtætte skotter mellem fonde og deres driftsselskaber, mener Lundbeckfondens formand, Jørgen Huno Rasmussen. Og det er ikke tilfældet i selskaber, som Novo Nordisk og Leo Pharma, lyder kritikken.
Foto: Lars Krabbe
Foto: Lars Krabbe

Jørgen Huno Rasmussen, bestyrelsesformand for Lundbeckfonden, som ejer medicinalselskabet Lundbeck, er langt fra imponeret over kulturen i to andre store fondsejede life science-selskaber, Novo Nordisk og Leo Pharma.

Det skriver Inside Business.

I en tale ved bestyrelseskonferencen Danish Board Conference 2018 i denne uge advarede han mod en ledelsestruktur, hvor kravene til bestyrelsesmedlemmers uafhængighed ikke er tilpas strenge - en struktur, som han blandt andet ser hos Novo og Leo.

”Jeg ser nogle sprækker i deres panser, som udgør en risiko. Og det er i fredstid, man skal diskutere de her ting. Det er derfor, jeg vælger at råbe op nu,” siger Jørgen Huno Rasmussen til InsideBusiness og tilføjer:

”Tidligere direktører, som nu sidder i bestyrelsen, vil ofte have en forudindtaget mening om dele af virksomheden, fordi de selv har sat nogle af de her skibe i søen."

Ifølge formanden kan sådan en kultur udgøre en markant risiko for driftsselskaberne på lang sigt, da man risikerer at underminere bestyrelsesfolkenes egen dømmekraft og objektivitet.

Overlap og udveksling

For hans eget selskabs vedkommende er der ikke noget overlap mellem bestyrelsefolk i Lundbeck og i Lundbeckfonden, og tidligere ledere fra medicinalselskabet kan ikke fortsætte i ejerfonden, lyder det..

Omvendt er der flere eksempler på overlap mellem bestyrelserne og direktører, der fortsætter i ejernes bestyrelser, for både Leo Pharma og Leo Fondet samt Novo Nordisk, investeringsselskabet Novo Holdings og den ultimative ejer Novo Nordisk Fonden.

Ifølge Inside Business afviste Novo Nordisks afgående formand, Göran Ando, på konferencen, at Novo-familiens struktur skulle udgøre en risiko.

”Vi har folk hos os, der sidder i holdingselskabet, som også sidder i bestyrelsen for Novo Nordisk. Men hos os handler alle vores bestyrelsesmedlemmer i selskabets bedste interesse, så om de sidder i en eller flere bestyrelser, gør ingen forskel,” sagde Göran Ando ifølge mediet.

Göran Ando genopstiller ikke til Novos bestyrelse  

Lundbeckfonden sætter ny mand i spidsen for uddelingsstrategien 

Novo Nordisk peger på nye folk til bestyrelsen 

Novo Nordisk går nye veje i formandsjagt 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også