Novo Nordisks nærmeste fedmerival går i betalingsstandsning

Biotekselskabet Orexigen, der står bag lægemidlet Contrave til behandling af fedme, er gået i betalingsstandsning og vil frasælge sin fedmemedicin for at betale gælden. Dermed står Novo Nordisk efterhånden ganske alene om at kultivere fedmemarkedet.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Så gik den ikke længere for det amerikanske biotekselskab Orexigen, der står bag lægemidlet Contrave til behandling af fedme.

Selskabet har gennem længere tid været presset på likviditeten, og i oktober sidste år satte man sig selv til salg. Det er der dog ikke kommet noget ud af, og nu er selskabet officielt gået i betalingsstandsning.

Det skriver FierceBiotech.

Orexigen har gjort brug af Chapter 11 under den amerikanske Bankruptcy Code, som giver selskaber mulighed for at gå i betalingsstandsning, mens man forsøger sig med en omstrukturering.

Selskabet har ifølge FierceBiotech oplyst, at man vil forsøge at sælge rettighederne til Contrave for at kunne afvikle sin gæld. Man modtager bud på fedmemedicinen frem til 21. maj og forventer en afklaring inden 2. juli.

"Bestyrelsen og ledelsen har evalueret alle vores strategiske muligheder grundigt og mener, at denne proces er den bedste mulige løsning for Orexigen, når man tager hensyn til vores økonomiske behov," udtaler selskabets adm. direktør, Michael Narachi.

Novo-rivaler giver fortabt

Problemerne for Orexigen er endnu et eksempel på de vanskelige forhold for producenter af medicinske fedmebehandlinger i USA - et marked, der i de senere år har bestået af tre mindre biotekselskaber og den danske medicinalkoncern Novo Nordisk.

De to andre selskaber Vivus og Arena har aldrig haft den store succes med deres fedmemidler Qsymia og Belviq, og selvom det heller ikke har været en dans på roser for Orexigen, så havde selskabet fra San Diego oparbejdet den største kundebase med Contrave, inden Novo Nordisk kom til i 2015 med sit fedmemiddel Saxenda.

Mens de billigere, orale fedmemidler alle har været kommercielle skuffelser, så solgte Saxenda i 2017 for godt 2,5 mia. kr.

Skal kultivere et marked

Selvom de tre mindre konkurrenter alle er kørt agterud, så er det nok næppe en udvikling, som Novo Nordisk er specielt glad for. Koncernens ledelse har ved flere lejligheder påpeget, at man gerne så andre selskaber, der kunne hjælpe til med at kultivere markedet for medicinsk fedmebehandling og gøre fedme til en mere anerkendt sygdom.

Det er dog også muligt, at det stadig kan ske. Arena vendte sig i starten af 2017 væk fra fedmeområdet, men man frasolgte Belviq til den japanske koncern Eisai. Orexigen har også allerede solgt en del af rettigheder til Contrave uden for USA til andre aktører, herunder tyske Merck i en række latinamerikanske lande.

Rettighederne er også frasolgt i europæiske lande til forskellige aktører, blandt andet canadiske Valeant. Her markedsføres midlet under navnet Mysimba.

Det er ikke utænkeligt, at de større selskaber kan være bedre støtter for Novo Nordisk i forhold til at få åbnet fedmemarkedet. Men sker det ikke, er det danske selskab også klar til at påtage sig opgaven alene.

"Vores konkurrenter med patenterede lægemidler har ikke gjort det ret godt, og jeg tror det skyldes midlernes effekt og sikkerhedsprofil. Vi mener, at vi kan åbne markedet alene med vores tilstedeværelse og nærhed til diabetesområdet," sagde Novos adm. direktør, Lars Fruergaard Jørgensen, efter offentliggørelsen af selskabets årsregnskab i starten af februar.

Novo om fedmemarked: "Vi er ikke alene, men vi har et forspring på 5-10 år" 

Amerikansk Novo-rival sætter sig selv til salg 

Novos fedmerival får hug for TV-reklame 

Novo-dominans: Rival kaster håndklædet i ringen 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også