Australien vil dominere globalt marked for medicinsk cannabis

Der er bred opbakning blandt australske politikere til at give lov til at eksportere medicinsk cannabis.
Foto: Rich Pedroncelli/Ritzau Scanpix
Foto: Rich Pedroncelli/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Torsdag har australske politikere besluttet at godkende eksport af medicinsk cannabis.

Det sker i et forsøg på at give den spirende industri endnu mere medvind i landet, der satser på at blive verdensførende på området.

"Dette er faktisk et meget vigtigt skridt for vores lands patienter og vores udbud," siger sundhedsminister Greg Hunt til det australske medie ABC.

Hunt henvender sig også til de firmaer, der nu kan se frem til at eksportere rusmidlet.

"De ved nu, at der er et australsk og et internationalt marked, der forstærker muligheden for, at de kan producere og skabe vækst i Australien."

Hunt siger videre, at Australien er "opsat på at blive verdens førende leverandør af medicinsk cannabis".

Australien først

Ifølge de nye tiltag er det dog et krav, at der er udbud nok, til at australske patienter kan få leveret medicinsk cannabis først.

"Det støtter sektoren fuldt ud op om. Australske patienter står først i rækken," siger Hunt.

Ministeren lægger også vægt på, at Australien på den måde kan stå inde for, hvad man tilbyder til patienter.

"Vi ønsker en robust australsk industri for medicinsk cannabis, så læger har sikre produkter af høj kvalitet, som de trygt kan give til patienter," siger Hunt.

Del af en bølge

Cannabis er stadig ulovligt i Australien, hvis ikke det er til medicinsk brug. Loven blev ændret i 2016, så stoffet er lovligt til medicinsk brug. Den lovændring havde stor opbakning i parlamentet i Canberra.

Adskillige andre lande har ifølge nyhedsbureauet AFP legaliseret medicinsk brug af cannabis. Blandt landene er Canada, Israel og mere end halvdelen af USA's delstater.

Herhjemme trådte en forsøgsordning med medicinsk cannabis i kraft fra 1. januar.

Det amerikanske konsulentfirma Grand View Research anslog i 2017, at det globale marked for cannabis vil vokse til knap 55,8 milliarder amerikanske dollar i 2025. Det svarer til cirka 350 milliarder kroner.

Landbruget er klar til at satse på cannabis 

Californien tillader salg af cannabis til rekreativt brug 

Cannabisselskab om tilladelse: ”Vi har arbejdet dag og nat for at blive klar” 

Disse virksomheder er med i cannabis-kapløbet i Danmark 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også