Danske Bank har brugt stort set hele sit støttemandat i Orphazyme-aktien

Danske Bank er tæt på at have udspillet sin rolle som såkaldt stabiliseringsagent i biotekvirksomheden Orphazyme, der gik på børsen i november.

Danske Bank har de seneste uger købt en hel del aktier i biotekselskabet Orphazyme, der gjorde sin debut på den københavnske fondsbørs den 16. november.

Banken fik rollen som en såkaldt stabiliseringsagent, der kan gå ind og købe aktier for at holde hånden under kursen, og nu er den opgave stort set slut.

Særligt lige efter børsnoteringen var Danske Bank aktiv med store støtteopkøb, mens de seneste syv handelsdage har været mere rolige på den front.

I en meddelelse til fondsbørsen tirsdag aften fremgår det, at stabiliseringsagenten har købt 46.208 aktier siden den 27. november.

Den 27. november støttede Danske Bank kursen ved at købe 20.600 aktier i Orphazyme. De efterfølgende dage var opkøbene markant lavere og svingede mellem 6000 og 3000 aktier. Banken har heller ikke ret meget krudt at skyde med længere.

Danske Banks samlede støttekøb kan løbe op i 1,125 mio. aktier, og i hele stabiliseringsperioden - inklusive de seneste syv handelsdage - har banken købt 1.097.168 aktier i den forbindelse.

Det vil sige, at der nu kun er 27.832 aktier tilbage at gøre godt med til støtteopkøb, og det svarer til mindre end 3 pct. af stabiliseringsbankens samlede mandat.

Mandag i sidste uge offentliggjorde Orphazyme mængden af støtteopkøb i perioden lige efter børsnoteringen i en meddelelse.

På første børsdag, den 16. november, købte Danske Bank 812.820 aktier og stod dermed for næsten hvert andet køb af Orphazyme-aktier på noteringsdagen.

Dermed var den en stor faktor i, at biotek-aktien sluttede dagen i den kurs på 80 kr. svarende til noteringskursen. Frem til den 27. november købte banken i snit knap 40.000 aktier per dag.

I forbindelse med børsnoteringen meddelte Orphazyme, at støtteperioden vil slutte senest den 15. december.

En stabiliseringsagent er et redskab, nye selskaber på børsen typisk bruger for at holde hånden under aktiekursen i den første tid.

Orphazyme-aktien steg tirsdag 0,7 pct. til 77 kr. Dermed er aktien faldet omkring 3,8 pct. siden børsdebuten i midten af november.

Orphazymes børsnotering har kostet aktionærer 150 mio. kr.

Danske Bank næsten færdig med støtteopkøb i Orphazyme

Orphazyme-stiftere tjener millioner på børsnotering 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også