Forskere finder nyt mål for fremtidens kolesterolmedicin

Mens den nyeste klasse af kolesterolsænkende lægemidler stadig har svært ved at finde kommercielt fodfæste, så peger amerikanske forskere nu på et nyt biologisk mål, der kan føre til udvikling af effektive behandlinger.
Foto: Niels Hougaard, Jyllands-Posten
Foto: Niels Hougaard, Jyllands-Posten

Forskere fra amerikanske Yale University har identificeret et protein, som kan danne grund for en hel ny klasse af effektive kolesterolsænkende lægemidler.

Det skriver FierceBiotech.

Forskerne har opdaget, at proteinet ALK1 spiller en fremtrædende rolle i ophobningen af LDL-kolesterol - også kaldet dårligt kolesterol - i blodårerne, som kan føre til åreforkalkning og hjertesygdomme. Ifølge forskerne kan opdagelsen føre til nye strategier for, hvordan man blokerer ophobningen af LDL og dermed undgår disse problemer.

Kolesterol og fedt ophober sig i blodårerne, når de binder til lipoproteiner som netop LDL, og forskere har gennem længere tid ment, at LDL-receptorproteinet er ansvarlig for at transportere LDL fra blodet ind i cellerne.

Men de har samtidig haft svært ved at forklare, hvorfor folk uden disse receptorer stadig kan have et forhøjet niveau af LDL-kolesterol, skriver FierceBiotech.

Den gåde satte forskerne fra Yale sig for at løse, og de undersøgte derfor mere end 18.000 gener fra indersiden af menneskers blodårer. De opdagede, at ALK1 binder direkte til LDL-kolesterol og gør det muligt for det at komme ind i cellerne.

Kan føre til ny medicin

”Opdagelsen af ALK1 som et LDL-bindende protein indikerer, at det muligvis igangsætter de tidlige faser af åreforkalkning,” siger William Sessa, der er professor for farmakologi og kardiologi ved Yale og har stået i spidsen for studiet, ifølge FierceBiotech i en pressemeddelelse.

Han mener, at denne binding mellem LDL og ALK1 kan blive et vigtigt mål for nye lægemidler såsom små molekyler eller antistoffer, der muligvis kan blive brugt i kombination med andre lægemidler.

Der findes allerede en lovende ny klasse af lægemidler, som søger at nedbringe LDL-kolesterol ved at blokere proteinet PCSK9, der binder til LDL-receptoren. De første midler i den klasse, Praluent (alirocumab) fra Sanofi og Regeneron og Repatha (evolocumab) fra Amgen, har vist gode kliniske resultater, men de har hidtil haft yderst svært ved at leve op til dem kommercielt set.

Udover at ALK1 nu har vist potentiale på kolesterolområdet, så er proteinet også tidligere blevet kædet sammen med udviklingen af visse kræfttyper.

 Amgens kolesterolmiddel modvirker åreforkalkning 

 Kolesterolbekæmperne får langsom start i Danmark 

 Amerikanske partnere viser lovende og bekymrende data 

 Amerikansk selskab dropper hjertemedicin 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også