Gigt-blockbustere følger udskældt pristendens

Prisen på to af verdens bedst-sælgende lægemidler, som bruges mod en række inflammatoriske sygdomme, er steget nærmest synkront i USA siden 2004. En lignende udvikling for amerikanske insulinpriser fik for nylig Bernie Sanders til at harcelere mod blandt andre Novo Nordisk.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

For godt en uge siden kunne den amerikanske avis Washington Post afsløre, hvordan priserne på nogle af de mest brugte insulinpræparater i USA har fulgt hinanden nærmest til punkt og prikke igennem en længere årrække.

Det fik den demokratiske senator og tidligere præsidentkandidat Bernie Sanders op i det røde felt overfor selskaberne bag, Eli Lilly, og danske Novo Nordisk.

Han har siden krævet politisk handling og en undersøgelse af de to insulinproducenter og deres rivaler Sanofi og Merck/MSD forulovlige prisaftaler.

Men det er tilsyneladende ikke kun på diabetesområdet, at prisudviklingen for rivaliserende lægemidler er påfaldende ens.

Washington Post viser i starten af denne uge i en ny artikel, hvordan prisen på de to milliardomsættende anti-inflammatoriske midler Humira og Enbrel også er steget stort set synkront de seneste godt 10 år.

Synkronstigninger

Enbrel blev lanceret af selskabet Amgen i 1998 og i 2002 kom Humira på markedet. Det middel ejes af selskabet AbbVie, der tidligere var en del af koncernen Abbott.

Begge midler virker ved at hæmme et protein kaldet TNF og er godkendt til behandling af en lang række inflammatoriske lidelser, såsom gigt og psoriasis, både i USA og andre markeder verden over.

Men ligheden mellem de to produkter stopper ikke der, skriver Washington Post.

Avisen har indsamlet data, der viser hvordan listeprisen på en 4-ugers dosis af henholdsvis Humira og Enbrel er steget støt og synkront siden 2004. Prisstigninger er ifølge de data sket på de samme tidspunkter og i samme størrelsesorden frem til i dag.

Ikke ulovligt

Begge selskaber forklarer overfor avisen, at man prissætter sin medicin uafhængigt af sine konkurrenter, og prissætningstaktikken, der i USA er kendt som ”price leadership”, er som sådan ikke ulovligt.

”Price leadership i sig selv er ikke en overtrædelse af loven, selv hvis det fører til højere-end-konkurrencedygtige priser. Det alene er ikke nok til at sige, at der er en ulovlig prisaftale,” siger juraprofessoren Jonathan Baker fra American University til Washington Post.

Men selv om der ikke er begået egentlige ulovligheder, er det ikke utænkeligt at de to selskaber nu kan tiltrække sig den samme negative opmærksomhed, som Eli Lilly og Novo Nordisk i den kommende tid.

AbbVies Humira omsatte sidste år for mere end 14 mia. dollars på verdensplan, mens Amgens Enbrel solgte for 5,4 mia. dollars. Midlerne var begge det bedst sælgende produkt for deres respektive ejere sidste år.

 Amerikansk toppolitiker går i flæsket på Novo Nordisk 

 Amerikanske politikere vil kigge Novo & Co. efter i sømmene 

 Analytiker: Toppolitikers angreb på Novo vil næppe ryste markedet 

 Novo Nordisk efter USA-kritik: Lad os tale om det 

 Bernie Sanders langer ud efter medicinalselskab - har hævet pris på leukæmi-medicin til 1,4 mio kr 

 Sanders støtter håndgranat mod medicinalindustrien

 Væksten fortsætter for AbbVies supersællert 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også