Kræft er nu den sygdom, der dræber flest danskere

Kræft har nu overhalet hjertesygdomme som den sygdom, der hvert år tager livet af flest folk i en række europæiske lande - herunder Danmark og Storbritannien. Samtidig møder de britiske sundhedsmyndigheder stor kritik for patienters manglende adgang til ny kræftmedicin.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Det er næppe nogen hemmelighed, at kræft er et sygdomsproblem, som bliver ved med at vokse sig større i en verdensbefolkning, der bliver ved med at blive ældre. Og nu kommer der endnu et håndgribeligt bevis på problemets omfang.

Den mangeartede sygdom har således vippet hjertekarsygdomme af pinden og taget en kedelig førsteplads som den hyppigste dødsårsag i en række europæiske lande.

Det skriver videnskabsmediet EurekAlert.

Det er ifølge mediet et nyt studie offentliggjort i tidsskriftet European Heart Journal mandag, som giver et billede af den udvikling.

Forskerne bag studiet konkluderer, at der er 10 EU-lande, hvor kræft nu slår flere mænd ihjel end hjertekarsygdomme. Det drejer sig om Belgien, Frankrig, Italien, Luxembourg, Holland, Portugal, Slovenien, Spanien, Storbritannien og Danmark.

Samtidig er der også flere mænd, der dør af kræft end af hjerteproblemer i Norge og Israel, viser studiet. Herudover er der også flere kvinder, der dør af kræft i Israel, Storbritannien og Danmark.

Skarp udvikling i UK

Allerede i 2011 blev kræft den førende dødsårsag blandt britiske mænd, og i 2014 – det seneste år man har tal for – blev det så også den hyppigste dødsårsag blandt kvinderne.

Det konkluderer forskere fra Oxford University ifølge Daily Mail.

Forskerne har i studiet analyseret dødsrater frem til 2014 i en række europæiske lande, og man fandt frem til, at 88.666 mænd døde af kræft i Storbritannien i 2014 mod 78.240 dødsfald på grund af hjerteproblemer, mens 78.916 kvinder døde af kræft mod 76.399 på grund af hjertekarsygdomme.

Ifølge Daily Mail tog hjerteproblemerne blot fem år tidligere livet af 5.000 flere mænd end kræft gjorde, mens forskellen var 19.000 for kvinderne. Det skyldes i høj grad livsstilsændringer og bedre medicinsk behandling på hjertekarområdet, lyer det fra forskerne bag analysen.

”Færre folk oplever kardiovaskulære begivenheder (såsom slagtilfælde og hjerteanfald, red.) og flere overlever dem. Vi ser en reduktion i årsagerne til hjertekarsygdomme med en dramatisk nedgang i antallet af folk, der ryger, for eksempel,” siger Dr. Nick Townsend, der stod i spidsen for undersøgelsen, til Daily Mail.

Manglende adgang til behandling

Men mens der har været en positiv udvikling på området for hjertekarsygdomme, så er det gået i den modsatte retning på kræftområdet i landet. Ikke nok med at en generelt aldrende befolkning simpelthen gør forekomsten af kræft mere hyppig, landets sundhedsmyndigheder forhindrer også patienter i at få den bedst mulige behandling.

Sådan lyder kritikken fra de to organisationer Breast Cancer Now og Prostate Cancer UK ifølge The Guardian.

De har sammen evalueret forskellige landes brug af lægemidler og tilgængeligheden af lægemidler inden for netop de to cancernicher brystkræft og prostatakræft, og her er konklusionen klar: det britiske system fungerer ikke.

Den største grund til dette er det britiske prioriteringsinstitut NICE (the National Institute for Health and Care Excellence), som evaluerer, hvilke lægemidler landets sundhedssystem skal tilbyde til patienter i England og Wales, samt den skotske pendant SMC (Scottish Medicines Consortium).

Pris skal adskilles fra værdi

Disse institutter kigger både på den kliniske værdi af en medicinsk behandling, samt dennes omkostningseffektivitet. Og den sidste del af evalueringen er ifølge The Guardian baseret udelukkende på den listepris, som oplyses af producenterne. I de fleste andre lande, som organisationerne kiggede på i deres undersøgelse, har man derimod en offentlig instans, som kommer med kliniske evalueringer, og en anden, som kigger på priserne.

”Når vi overvejer fordelene ved et lægemiddel, burde vi overveje de kliniske fordele, og ikke hvor meget det koster på det tidspunkt. Det burde så danne grundlag for, hvad vi er villige til at betale for det. Hvis vi har en smule mere fleksibilitet i forhandlingsstrukturen, så kan vi muligvis få gjort nogle af disse lægemidler tilgængelige,” siger Sally Greenbrook, der er policy manager for Breast Cancer Now, til The Guardian.

I undersøgelsen har kræftorganisationerne kigget på tilgængeligheden af kræftbehandlinger i Tyskland, Frankrig, Australien, Canada og Sverige og sammenlignet det med England, Skotland og Wales.

I rapporten peges der blandt andet på brystkræftmedicinen Kadcyla fra schweiziske Roche, som har mere end to år på bagen og er lanceret i både Tyskland, Canada og Frankrig.

I Storbritannien har selskabet dog haft yderst svært ved at blive enige med NICE, og midlet er kun tilgængeligt for en mindre gruppe patienter i England gennem en særlig ansøgningsprocedure til den såkaldte Cancer Drugs Fund (CDF), som blev oprettet i 2011.

 Roche åbner op for britiske prisforhandlinger 

 NICE og Roche igen på kollisionskurs  

 Prioriteringsinstitut afviser Roche og BMS' kræftmidler 

 NICE afviser Roche - igen 

 Roche-topchef revser britiske myndigheder 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også