Gilead kan komme tilbage i kridthuset hos Express Scripts

Gilead Sciences kan muligvis få to af sine vigtigste produkter med på listen over foretrukne lægemidler hos USA's største pharmacy benefit manager i det nye år.
Foto: /Ritzau/AP/Eric Risberg/
Foto: /Ritzau/AP/Eric Risberg/

USA’s to største pharmacy benefit managers, Express Scripts og CVS, har i denne uge afsløret hvilke produkter, der er ekskluderet fra selskabernes lister over foretrukne lægemidler for 2017.

Og mens fokus mest har været på, hvad det betyder på diabetesområdet for selskaber som danske Novo Nordisk og franske Sanofi, så betyder det muligvis også en kærkommen ændring på hepatitisområdet for selskabet Gilead Sciences.

 Novo Nordisk trækker igen amerikansk nitte 

 Sygekasse sletter Sanofis Lantus fra tilskudsliste 

Det skriver Bloomberg.

Gilead kan nemlig være på vej tilbage i kridthuset hos Express Scripts med to af sine vigtigste produkter til behandling af hepatitis C.

Det amerikanske selskab har sat sig tungt på det globale marked for lægemidler mod den smitsomme levervirus, først med midlet Sovaldi og senere med kombinationsbehandlingen Harvoni, ligesom man for nylig har lanceret et nyt kombinationspræparat kaldet Epclusa.

Både Sovaldi og Harvoni har vist overordentligt gode resultater både klinisk og kommercielt, men Express Scripts har alligevel valgt at satse på hepatitismidler fra selskabet AbbVie frem for produkterne fra Gilead. Det skyldes ikke mindst, at konkurrenten har vist sig mere villig til at tilbyde rabatter på produkterne.

Det betyder, at AbbVies Technivie og Viekira Pak på nuværende tidspunkt er de hepatitismidler, som Express Scripts’ kunder kan tilbyde patienterne med tilskud. I listen over udelukkelser for 2017 finder man midlerne Daklinza fra Bristol-Myers Squibb, Mercks Zepatier, Olysio fra Janssen og Gileads ældre middel Sovaldi.

Til gengæld er hverken Epclusa eller Harvoni udelukket på nuværende tidspunkt, og Express skriver i en note ”at kategorien (for hepatitis C-midler, red.) bliver evalueret baseret på nylige produktlanceringer”.

Det åbner ifølge Bloomberg døren på klem for de to nyere kombinationsbehandlinger fra Gilead Sciences. David Whitrap, som er talsmand for Express Scripts, siger til nyhedsbureauet, at man evaluerer både Harvoni og Epclusa og endnu ikke har taget en endelig beslutning.

 Merck-godkendelse er god nyhed for amerikanske betalere 

 Express: Hepatitis-priskrig kan spare patienter milliarder 

 Prisen på receptmedicin stiger kraftigt i USA 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også