Kræftgiganter kigger mod nye immunterapier

Efter den store succes for en række terapier mod kræft, der forhindrer, at sygdommen kan opstille forhindringer for kroppens immunsystem, kigger flere store aktører nu mod nye immunterapier, der kan sætte ekstra fart under immunsystemet – og særligt et ældre protein er i fokus.
Foto: Novartis/ PR
Foto: Novartis/ PR

Flere store medicinalselskaber kigger mod den næste bølge af immunterapier til behandling af kræft, og her er der især et ældre target, der nu igen er stor fokus på hos en række selskaber.

Det skriver Reuters.

Det helt store fokus indenfor immunterapier til behandling af kræft har længe været på de såkaldte checkpoint-hæmmere, der kort fortalt er terapier, der ved at blokere et bestemt protein kan aktivere kroppens immunsystem i kampen mod kræft.

Kræft er i stand til at gemme sig for immunsystemet, så det ikke selv er i stand til at bekæmpe sygdommen, men ved hjælp af checkpoint-hæmmere kan man altså bringe kroppens egne forsvarsmekanismer i spil igen.

Efter enorme kliniske fremskridt på det område, og den store succes, man har set for midler rettet mod proteinet PD-1 og det relaterede protein PD-L1, kigger branchen nu i stedet mod immunterapier, der ikke blot kan aktivere immunsystemet, men som også kan sætte yderligere fart under det, skriver Reuters.

Her har fokus længe været på at accelerere aktiviteten af kroppens T-celler, og ifølge nyhedsbureauet er flere aktører på vej med nye behandlinger, der gør netop det ved at ramme et protein kendt som 4-1BB. Når først man har aktiveret kroppens T-celler ved hjælp af en checkpoint-hæmmer, kan en 4-1BB-agonist bruges til at øge kroppens T-celle-respons.

Har været kendt længe

Proteinet, der også kaldes CD137, og dets rolle for immunsystemet blev opdaget for mere end 20 år siden, men lægemiddelindustrien vendte ryggen til det i 2008, efter man så tegn på leverskader i tidlige forsøg med midler rettet mod proteinet, skriver nyhedsbureauet.

Nu har flere store selskaber som blandt andet Pfizer, Bristol-Myers Squibb, Johnson & Johnson og AbbVie dog igen kastet sin kærlighed på 4-1BB og har terapeutiske antistoffer mod proteinet i deres pipelines, dog fortsat i de tidlige stadier.

Og ifølge Reuters har denne type behandling sammen med checkpoint-hæmmere vist overordentlig gode resultater i behandling af en række kræfttyper i patienter, som ikke har responderet på anden behandling.

 Medie: CAR T-selskaber er i Big Pharmas søgelys 

 Biotekchef ser kæmpe skridt forude for kræftbehandling 

 Biotekdirektør: Om 10 år kan flere kræftformer kureres 

 Kræftlæge: Immunterapi vil gøre kræft til en kronisk sygdom 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også