Shire må til lommerne for at sikre sig Baxalta

På trods af en bestemt afvisning bliver det ikke umuligt for Flemming Ørnskovs Shire at lukke en handel om at overtage amerikanske Baxalta, men det irsk-baserede selskab skal hæve sit tilbud markant, lyder det flere steder fra.

Det nylancerede amerikanske selskab Baxalta har i bestemte vendinger afvist et tilbud fra irske Shire om at fusionere de to selskaber. Sagen er dog ikke helt lukket, men Shire er nødt til at hæve sit bud betydeligt, hvis man skal lykkes med overtagelsen.

Det skriver Reuters.

Ifølge nyhedsbureauet har Baxalta nemlig sikret sig mod en fjendtlig overtagelse med en bestyrelse, der er meget svær at udskifte, et forbud mod at aktionærerne kan indkalde til særlige møder og et forsvar mod overtagelser i form af en såkaldt ”giftpille”.

En giftpille – eller poison pill – er en taktik, som virksomheder kan bruge for at gøre sin aktie mindre attraktiv, hvis man står overfor en fjendtlig overtagelse.

I det lys er den eneste mulighed for Shire og selskabets danske topchef Flemming Ørnskov, at forhandle sig frem til en aftale med Baxalta, hvis man vil gøre sammenlægningen af de to selskaber til en realitet.

Baxalta har af flere omgange sagt, at tilbuddet fra Shire ”undervaluerer” det amerikanske selskab betydeligt, så det irsk-baserede selskab må til lommerne.

50 dollars

”Du ved, at Shire er nødt til at hæve (buddet, red.) og du ved at det bliver nødt til at være væsentligt,” siger en unavngiven fondsbestyrer med aktier i Baxalta til Reuters. Han mener, at Shire er nødt til at hæve sit bud til mere end 50 dollars per aktie.

Det oprindelige bud fra Shire lå på 45,23 dollars per aktie og værdien på sådan en handel er anslået til at ligge på 33,9 mia. dollars, svarende til 230 mia. kr. Et bud på 50 dollars ville give transaktionen en værdi på omkring 37,5 mia. dollars eller 257 mia. kr. Der er dog tale om aktiebaseret handel, hvor Baxaltas aktionærer får aktier i det fusionerede selskab som betaling.

”Der er også den mulighed, at et andet selskab kommer på banen,” tilføjer fondsbestyreren overfor Reuters.

Analytikere fra Berenberg Bank mener samtidig, at der er en god chance for, at Shire kommer tilbage med et højere bud. Men ifølge FierceBiotech har flere analytikere udtrykt forundring over Shires ageren, og flere anser også en handel for at være usandsynlig.

 Shire vil købe Baxters medicinalforretning 

 Baxalta afviser endnu engang Ørnskovs frieri 

 Shire lider ingen nød efter fejlslagen milliardhandel 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også