Tidligere medico-chef dømt til 20 års fængsel

Den tidligere adm. direktør i det amerikanske medico-selskab ArthroCare Corporation er blevet dømt til 20 år i fængsel pga. omfattende økonomisk fusk. Selskabets finansdirektør har fået 10 år.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

To tidligere direktører er blevet idømt henholdsvis 20 og 10 år bag tremmer for omfattende snyd med de finansielle resultater i selskabet ArthroCare Corporation gennem en årrække. Det skriver Bloomberg.

Den tidligere adm. direktør Michael Baker og tidligere finansdirektør Michael Gluk er blevet fundet skyldige i at have fusket med selskabets regnskaber mellem 2005 og 2009 ved bl.a. at have leveret millioner af produkter til sine distributører mod slutningen af hvert kvartal – produkter, som der slet ikke var brug for – for dermed at skabe bedre økonomiske resultater, skriver mediet.

De to direktører havde en aftale med distributørerne, der tog imod de ekstra leverancer og til gengæld fik længere betalingsfrister, favorable muligheder for at returnere varerne og store kommissionsbetalinger på forskud. Men disse aftaler blev holdt skjult for selskabets investorer.

De to direktørers omfattende plan blev afsløret i 2008 efter beskyldninger om fusk førte til en intern undersøgelse, og det har altså nu ført til fængselsdomme for de to syndere.

Den tidligere topchef er blevet dømt til 20 år i fængsel samt til at betale en bøde på 1 mio. dollar, mens finansdirektøren skal tilbringe 10 år bag tremmer og betale en bøde på 50.000 dollar. Samtidig må de to give afkald på de ca. 22 mio. dollar, de tjente på at snyde med finanserne, oplyser Bloomberg.

Dem amerikanske domstol, som fandt de to ex-direktører skyldige, anslog at værdien af deres uærlige ageren lå på 756 mio. dollar.

Læs artiklen fra Bloomberg her.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også