Ebola-udbrud kan gavne biotekselskaber

Den dødbringende sygdom Ebola hærger Afrika og frygten for, at sygdommen spreder sig til andre verdensdele stiger, men for et par nordamerikanske biotekselskaber giver den frygtelige situation mulighed for at fremme forretningen.
Nigerianske sundhedsarbejdere undersøger flyrejsende i lufthavnen i byen Lagos. | Foto: Sunday Alamba/AP/POLFOTO
Nigerianske sundhedsarbejdere undersøger flyrejsende i lufthavnen i byen Lagos. | Foto: Sunday Alamba/AP/POLFOTO

Der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Sådan lyder et gammelt dansk mundheld.

Og det kan de muligvis skrive under på i de to Nordamerikanske biotekselskaber, Tekmira og Mapp Biopharmaceutical. I hvert fald ser de to selskaber, som begge udvikler potentielle behandlinger af Ebola-virus, ud til at kunne drage fordel af en forfærdelig situation.

Den yderst smitsomme og dødbringende sygdom Ebola, som verdenssamfundet ellers havde fået bugt med i 1990erne, er igennem den seneste tid for alvor blomstret op med fornyet styrke. Sygdommen har spredt sig i en række Vestafrikanske lande, ligesom to amerikanske hjælpearbejdere er blevet smittet.

Der er tale om det absolut værste udbrud af Ebola, verden nogensinde har set, og senest har sygdommen spredt sig til Nigeria. Verdenssundhedsorganisationen (WHO) sagde mandag, at dødstallet i Afrika nu nærmer sig 900 mennesker, og der er ingen tegn på sygdommens spredning er ved at aftage.

Det ser dog ud til at verdenssamfundet tager truslen alvorligt. Verdensbanken og en række udviklingsbanker sagde således mandag, at man var parat til at yde nødlån på i alt 260 mio. dollar til tre Vestafrikanske lande til bekæmpelse af den dødbringende virus.

FDA på banen

Og de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, har åbnet op for, at man kan samarbejde med virksomheder og forskere om at få en potentiel behandling af Ebola på banen hurtigst muligt.

For omkring en måned siden satte FDA kliniske studier med canadiske Tekmiras Ebola-kandidat TKM-Ebola i bero pga. potentielle bivirkningsproblemer. Kandidaten var ellers tidligere blevet tildelt fasttrack-status. Men den seneste udmelding fra FDA giver fornyet håb til Tekmira, hvis aktiepris steg med mere en 12 pct. i starten af ugen ovenpå nyheden.

Der har også været spekulation om, at det rent faktisk er Tekmiras Ebola-behandling, som har kureret en amerikansk hjælpearbejder, som er blevet helbredt for sygdommen efter at være blevet fløjet tilbage til hjemlandet. Men det afviste det canadiske selskab mandag ifølge Reuters i en pressemeddelelse.

Endnu en kandidat

Senere kom det frem, at et andet selskab, amerikanske Mapp Pharmaceutical, havde leveret den medicin, som de to amerikanske hjælpearbejdere blev behandlet med i det afrikanske land Liberia, inden de blev fløjet tilbage til USA til yderligere behandling.

Denne lægemiddelkandidat, kaldet ZMapp, var ellers kun blevet testet i kliniske studier med aber, mens Tekmiras kandidat er blevet testet i mennesker. Faktisk blev ZMapp først identificeret som en potentiel behandling mod Ebola i januar.

Det betyder også, at man ikke har produceret lægemidlet i ret store mængder, men selskabet siger ifølge Reuters i en meddelelse, at man nu vil samarbejde med de relevante myndigheder om at øge produktionen så hurtigt som muligt.

Det ser altså ud til at ét af de to selskaber, eller måske endda begge, kan lukrere på det frygtelige virus-udbrud – og forhåbentlig kan de også betale ’lidt’ tilbage ved at bidrage til at Ebola endnu engang bliver slået ned.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også