Novo har øget prisen med 154 pct.

Medicinpriserne er gået amok i USA i de seneste syv år, og en lang række populære lægemidler er blevet mere end 150 pct. dyrere, viser en ny undersøgelse. Det gælder bl.a. et ældre diabetesprodukt fra Novo Nordisk.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Der har været et stort fokus på de enorme summer, som nye lægemidler koster patienter og sundhedssystemer, i den seneste tid. I særdeleshed i kølvandet på lanceringen af det banebrydende hepatitis-lægemiddel Sovaldi, der koster mere end 300.000 kroner for et 12-ugers behandlingsforløb.

Men det er ikke kun nye, innovative lægemidler, som prissættes højt. Prisen på en lang række ældre lægemidler er således røget markant i vejret siden 2007. Det viser en ny undersøgelse, som er foretaget af firmaet DRX på vegne af nyhedsmediet Bloomberg.

En lang række essentielle og meget udbredte produkter er steget med over 100 pct. siden 2007, viser undersøgelsen, og ét af de områder, hvor man ser de største prisstigninger er indenfor diabetes.

Her er Eli Lillys humane insulin Humulin R U-500 f. eks. blevet 354 pct. dyrere på 7 år. I 2007 kostede 1 milliliter af lægemidlet godt 12 dollar, men i 2014 er den pris steget til hele 54,48 dollar.

Novo øger prisen

Også ældre diabetesprodukter er blevet markant dyrere i perioden. Novo Nordisks langtidsvirkende insulinanalog Levemir er således gået fra at koste ca. 9 dollar i 2007 til at koste små 23 dollar for 1 milliliter i 2014 – en stigning på 154 pct.

Billedet er præcis det samme for det konkurrerende produkt Lantus fra franske Sanofi, som i hele perioden har fulgt prisen på Novo-produktet.

Et andet lægemiddel fra den danske koncern, Novolog Mix 70/30, er blevet 119 pct. dyrere. Undersøgelsen viser, at den markante stigning i priserne på diabetesprodukterne i USA primært er sket indenfor de seneste 3 år.

Kigger man på priserne på de omtalte produkter i Danmark, ser man en markant forskel. Her koster både Lantus og Levemir ca. 36 kroner per milliliter. Det svarer til 6,7 dollar og er altså et godt stykke under prisen på de samme produkter i USA i 2007.

Novo Nordisk har netop aflagt regnskab for årets første kvartal, som viser en fremgang i salget af Levemir på 21 pct. i USA til 3,12 mia. kroner.

Se en oversigt over prisudviklingen her.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også