
Den amerikanske medicokoncern Medtronic er muligvis rykket et skridt nærmere drømmen om at markedsføre en kunstig bugspytkirtel, efter man har præsenteret data fra et vellykket klinisk studie. Det skriver Reuters.
Produktet fra Medtronic er måske ikke helt den type kunstige bugspytkirtel, som mange forskere drømmer om, men det efterligner bugspytkirtlens funktion og er første skridt på vejen, skriver nyhedskilden. Udstyret er nemlig i stand til at aflæse type 1-diabetikeres blodsukkerniveau og automatisk slukke for tilførslen af insulin fra en tilhørende insulinpumpe.
Medtronic sælger allerede insulinpumper på 50 markeder verden over, men hidtil har de amerikanske myndigheder ikke villet godkende pumper, som slår fra automatisk, før man havde kliniske beviser for sikkerheden. Og de beviser har det nye studie med Medtronics udstyr altså nu leveret.
Studiet med navnet ASPIRE involverede 247 patienter med type 1-diabetes og viste, at udstyret reducerede både antallet og længden af episoder, hvor patienternes blodsukker faldt under en vis grænse, med 37,5 pct. Samtidig mindskede det det samlede antal tilfælde af lavt blodsukker med 31,8 pct. i forhold til insulinpumper uden den automatiske slukkefunktion.
Studiet er blevet offentliggjort online i New England Journal of Medicine og resultaterne er også blevet fremlagt ved den store American Diabetes Association-konference, som i øjeblikket afholdes i Chicago.
Læs hele artiklen fra Reuters her.
Mere fra MedWatch
Analytikere ser købere til GN men tvivler på et salg
Med en lav værdiansættelse, en høj strukturel værdi og ingen dominerende aktionærer giver det god mening, hvis internationale kapitalfonde og industrielle spillere lige nu lurer på at købe høre- og lydkoncernen GN Store Nord, mener to analytikere, men om det reelt kommer til at ske, tvivler de dog på.