Fødeafdelinger skal spare på trods af flere tilførte midler

I finansloven fra 2022 blev det aftalt at give flere penge til fødeafdelinger. Nu skal de igen spare.
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
af ritzau

På flere danske fødeafdelinger er der udsigt til store besparelser, fordi økonomien ikke rækker.

Det skriver ledelserne fra landets fødeafdelinger i et fælles brev til Anders Kühnau (S), der er formand for Danske Regioner.

Det skriver Information.

Brevet er også sendt til sundhedsminister Sophie Løhde (V).

”Dette sker på et tidspunkt, hvor jordemødrene ellers er begyndt at vende tilbage til de offentlige fødegange, og den patientoplevede kvalitet så småt er i fremgang,” står der i brevet.

Besparelserne kommer, på trods af at der i de seneste år er blevet tilføjet flere penge til fødeafdelingerne.

Midlerne kommer fra finansloven for 2022, hvor der blev sat 475 mio. kr. af til at opnå forbedringer på området.

Pengene tilføres fødeafdelingerne i perioden mellem 2022 og 2025.

Aftalen blev indgået, efter at medier havde bragt talrige historier om hårdt pressede fødeafdelinger.

Jordemødre fortalte blandt andet, at de ikke havde tid til at holde pauser til at spise eller gå på toilettet, fordi der var for travlt.

Flere hospitaler kunne også berette, at det var svært at tiltrække nok jordemødre.

Når afdelingerne nu igen mangler penge, skyldes det ifølge Danske Regioner ikke, at de tilførte midler ikke er blevet brugt rigtigt.

I et skriftligt svar til Information lyder det fra Danske Regioner, at regionernes økonomi er blevet presset af stigende udgifter.

Det er blandt andet højere udgifter til tilskudsmedicin, lyder det.

Et af de steder, hvor der er udsigt til besparelser, er Rigshospitalet i København.

Her venter man på afdelingerne for fødsel, fertilitet og gynækologi en overskridelse af budgettet for 2024 på 11 mio. kr., skriver Information.

Det vil være nødvendigt at lave besparelser, som vil kunne mærkes hos patienterne, lyder det i en mail sendt fra ledelsen til medarbejderne.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også