Antallet af tilfælde af prostatakræft ventes at fordobles i 2040

Som levestandarden forbedres i udviklingslande, vil flere tilfælde af prostatakræft ligeledes følge med.
Odense Universitetshospital gør brug af robotter blandt andet under operationer af patienter med prostatakræft. | Foto: Peter Hove Olesen
Odense Universitetshospital gør brug af robotter blandt andet under operationer af patienter med prostatakræft. | Foto: Peter Hove Olesen
af RITZAU ‎

Antallet af tilfælde af prostatakræft verden over forventes at stige til det dobbelte i løbet af de næste to årtier.

Forklaringen skal findes ved befolkningens stigende alder i udviklingslande. 

Det skriver det videnskabelige tidsskrift The Lancet ifølge nyhedsbureauet AFP. 

”Vores resultater viser, at antallet af nye tilfælde årligt vil stige fra 1,4 millioner i 2020 til 2,9 millioner i 2040,” lyder det i tidsskriftet. 

Resultaterne bygger på undersøgelser af befolkningsudviklingen. 

Kræfttypen er den mest udbredte blandt mænd og tæller 15 pct. af alle kræfttilfælde. Det viser sig typisk efter 50-års-alderen og bliver mere hyppigt med alderen. 

Som levestandarden forbedres i udviklingslande, vil flere tilfælde af prostatakræft ligeledes følge med, lyder det i undersøgelsen. 

Ifølge den kan nationale helbredspolitikker ikke være med til at ændre på den udvikling, som de kan ved lungekræft og hjertesygdomme. Her kan rygepolitik for eksempelvis være med til at nedbringe mængden af tilfælde. 

Prostatakræft er blevet kædet sammen med overvægt, men det står endnu ikke klart, om det kan bruges som en direkte forklaring til kræfttypen. 

Forskere mener, at sundhedsmyndigheder kan opfordre borgere til tidligere screening for prostatakræft i udviklingslande. Sygdommen bliver ofte diagnosticeret for sent til at kunne behandles effektivt. 

Ifølge tal fra Kræftens Bekæmpelse registreres der i gennemsnit 4539 nye tilfælde i Danmark hvert år. 

Opdages kræfttypen efter et år, er der ifølge organisationen 99 procent chance for at overleve, mens det tal efter fem år er 90 procent. 

Mere end 47000 danskere lever med prostatakræft. De går enten til kontrol eller betragtes som raske.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også