Vaccinationer giver flokbeskyttelse mod hpv-virus

Ny undersøgelse af unge mænd viser, at der med hpv-vaccine i børneprogrammet er skabt en flokbeskyttelse.
Arkivfoto. Fem studerende fra Erhvervsakademi Aarhus har i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse arrangeret tilbud om vaccination mod livmoderhalskræft til alle interesserede kvinder mellem 20 og 27 år. | Foto: Marcus Trappaud Bjørn
Arkivfoto. Fem studerende fra Erhvervsakademi Aarhus har i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse arrangeret tilbud om vaccination mod livmoderhalskræft til alle interesserede kvinder mellem 20 og 27 år. | Foto: Marcus Trappaud Bjørn
AF RITZAU

Færre unge danske mænd bærer rundt på hpv-virusser, der kan være årsag til celleforandringer og kræft.

Det viser et nyt forskningsprojekt, der har undersøgt en række værnepligtige mænd i alderen 18-19 år.

I spidsen for projektet er professor Susanne Krüger Kjær fra Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning.

”Vi ved fra andre virusinfektioner og vaccinationer, at der er en vis grad af flokbeskyttelse.”

”Men vi har ikke tidligere vidst, hvor kraftig flokbeskyttelsen mod hpv er hos unge mænd i en dansk sammenhæng,” siger hun.

Mændene i forskningsprojektet var negative for seks af de hyppigste typer af hpv - human papillomavirus - der er årsag til flest hpv-relaterede kræfttilfælde, heriblandt livmoderhalskræft.

Hpv smitter via seksuel kontakt. Selv med et kondom kan man ikke være sikker på at være beskyttet.

De mænd, der deltog i undersøgelsen, var ikke selv vaccineret mod hpv. De var beskyttet, hovedsageligt fordi langt færre kvinder i befolkningen har hpv.

Det skyldes, at der er en høj deltagelse blandt kvinder i vaccinationsprogrammet for hpv, siger Susanne Krüger Kjær.

Piger er blevet tilbudt gratis vaccine via børnevaccinationsprogrammet siden 2009. Det blev først et tilbud for drenge ti år senere.

Resultaterne i undersøgelsen er dog ikke et argument for, at drenge ikke skal blive vaccineret mod hpv, understreger Susanne Krüger Kjær.

”Vi kan forebygge rigtig mange tilfælde af forstadier til kræft med hpv-vaccination,” siger hun.

”Det er vigtigt, at vi gør alt, hvad vi kan, for at få så mange vaccineret som overhovedet muligt, så forekomsten af hpv-infektion i samfundet bliver så lav som muligt.”

Hpv-infektion kan give kønsvorter eller kræft i form af livmoderhalskræft, analkræft, mundsvælgkræft og kræft i kønsorganerne.

Hvert år er hpv skyld i cirka 810 tilfælde af kræft i Danmark og cirka 9000 tilfælde af kønsvorter.

Verdenssundhedsorganisationen, WHO, har det som et verdensmål at udrydde livmoderhalskræft. Målet er ikke, at sygdommen helt skal forsvinde, men at den skal nedbringes til at være en sjælden sygdom.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også