Sundhedsstrukturkommissionen afslutter sit arbejde i juni

Der skal være flere praktiserende læger, som skal prioriteres højere end sygehusene ifølge kommission.
Jesper Fisker, adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse samt formand for Sundhedsstrukturkommissionen. | Foto: Thomas Borberg/Ritzau Scanpix
Jesper Fisker, adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse samt formand for Sundhedsstrukturkommissionen. | Foto: Thomas Borberg/Ritzau Scanpix
af ritzau

Sundhedsstrukturkommissionens anbefalinger kommer til juni, hvilket er senere end hidtil ventet.

Det oplyser Indenrigs- og Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.

Siden regeringen nedsatte kommissionen har den været rundt i store dele af det danske sundhedsvæsen.

”Vi har talt med borgere og med mange forskellige faggrupper. Lyttet til deres ønsker og behov. Nu ser jeg frem til at gøre kommissionens arbejde færdigt og fremlægge det for regeringen i juni,” siger formand Jesper Fisker.

Sundhedsstrukturkommissionen blev nedsat af regeringen i marts 2023. Den skal komme med forslag til et nyt sundhedsvæsen. Den forventer at afslutte sit arbejde i juni og efterfølgende afrapportere.

Flere borgere får behov for pleje og behandling, fordi andelen af ældre borgere vil stige markant de kommende år.

Det har tidligere været fremme, at der skal prioriteres mere i det nære sundhedsvæsen frem for sygehusene.

Det betyder, at de praktiserende læger skal prioriteres mere end sygehusene.

Der er stor politisk fokus på det danske sundhedsvæsen for tiden.

I 2023 kom Robusthedskommissionen med anbefalinger til fremtidens sundhedsvæsen. Den så på, hvordan der sikres mere personale og mere tid til kerneopgaven i sundhedsvæsnet.

Her handlede anbefalingerne blandt andet om, at flere skal tage ydervagter, flere skal op i tid, sygeplejersker skal overtage lægeopgaver, og flere ufaglærte skal hentes ind i et forsøg på at fastholde personale.

Der var også en lønstrukturkomité. Den kom med sin rapport sidste år.

Komitéen blev nedsat efter en mere end to måneder lang strejke blandt sygeplejerskerne i 2021. Og den fik til opgave at analysere lønstrukturerne og lønudviklingen i den offentlige sektor.

Sygeplejerskerne er ikke blandt de faggrupper, der har brug for at få højere løn ifølge komitéen.

Det har de siden fået med overenskomsterne, som ikke er endeligt stemt igennem endnu.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også