67.000 flere blev opereret i 2023 end i 2022

Danske Regioner håber, at det stigende antal operationer bidrager til at nedbringe ventetiden på hospitalerne.
Foto: Stine Rasmussen/Ritzau Scanpix
Foto: Stine Rasmussen/Ritzau Scanpix
af ritzau

Der blev i de første 11 måneder af 2023 foretaget over 1,2 mio. operationer i Danmark, hvilket er en stigning på 6 pct. siden 2022.

Det oplyser Danske Regioner i en pressemeddelelse tidligt torsdag morgen.

I rene tal blev 67.000 flere opereret i de første 11 måneder af 2023 sammenlignet med de første 11 måneder af det forrige år.

Danske Regioners formand, Anders Kühnau (S), betegner udviklingen som et bevis på, at hospitalerne arbejder målrettet for at nedbringe ventetiderne, der var steget på grund af corona-pandemien.

”Vores hospitalsafdelinger oplever fortsat et meget stort pres på kapaciteten, og der kommer hele tiden nye patienter til,” siger han i pressemeddelelsen.

”Men vi ser en stor stigning i antallet af operationer og behandlinger, der bliver startet op. Det vidner om en meget dedikeret indsats.”

Han håber desuden, at aktiviteten vil føre til et større fald i ventetiderne på tværs af det danske hospitalsvæsen.

De gennemsnitlige ventetider til operation faldt fra første til andet kvartal sidste år med seks dage. Siden har det dog ikke rykket sig.

Det kan ifølge Danske Regioner skyldes, at ventetider opgøres bagudrettet, hvorfor der er en forsinkelse, før effekten af aktiviteten kan måles.

”Jeg tror og håber, at vi inden længe vil kunne se i tallene, at ventetiderne er blevet kortere. Det er vores klare ambition hurtigst muligt at bringe ventetiderne tilbage til niveauet fra før covid-19-pandemien,” siger Kühnau.

Desuden oplyser Danske Regioner, at alle pengene fra regeringens akutpakke sidste år er blevet brugt - størstedelen på de rekordmange operationer, som i 2023 blev foretaget på privathospitaler.

”Der er aldrig blevet henvist så mange patienter til privathospitaler, som der blev i 2023. Det er et godt redskab i forhold til at nedbringe ventetiden,” siger Kühnau.

”Men det betyder også, at hovedparten af de penge, som vi fik i akutpakken, er gået direkte videre til de private aktører.”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også