Vivek Ramaswamy trækker sig og støtter Donald Trump

Biotekentreprenøren Vivek Ramaswamy, der tidligere stiftede Roivant Sciences, har trukket sig fra kampen om at blive USA’s næste præsident. 
Foto: Mandel Ngan
Foto: Mandel Ngan
AF MARKETWIRE

Vivek Ramaswamy indstiller kampen for at blive Det Republikanske Partis præsidentkandidat, når amerikanerne går til stemmeurnerne til landets præsidentvalg i november.

Det siger han på et vælgermøde, som han har livestreamet på det sociale medie X.

Ramaswamy siger, at der ikke længere er nogen vej for ham til at blive præsident og støtter i stedet Donald Trump, som ser ud til at tage en klar sejr i delstaten Iowas caucus, som tirsdag morgen dansk tid stadig er ved at blive talt op.

Et caucus er en slags uformel vælgermødeafstemning, hvor formålet er at vælge delegerede, der på partiernes nationale konventer stemmer på en kandidat.

Den foreløbige optælling i Iowa viser, at Ramaswamy fik fjerdeflest stemmer med omkring 7,7 procent.

Over ham lå både ekspræsident Donald Trump, forhenværende FN-ambassadør Nikki Haley og Ron DeSantis, som er guvernør i delstaten Florida.

Ramaswamy, som er uddannet fra det prestigefyldte Harvard Universitet, blev ifølge nyhedsbureauet Reuters for alvor et navn i højreorienterede kredse, efter at han udgav bestselleren ”Woke, Inc.” i 2021.

I bogen kritiserer han en række store selskaber for at basere deres forretningsstrategier på social retfærdighed og bekymringer for klimaforandringer.

Hans aggressive fremtræden i debatter og kraftige fokus på medier, især sociale medier, trak overskrifter, men afskrækkede også nogle vælgere, og hans popularitet begyndte at stagnere i efteråret.

Ramaswamy og Trump virkede til at have et godt forhold i løbet af kampagnen, indtil ekspræsidenten for nylig slog hånden af den unge republikanske kandidat.

Ifølge Trump var en stemme til Ramaswamy en stemme til ”den anden side”.

Det virker dog ikke til at have ramt Ramaswamy, som ifølge eget udsagn allerede tirsdag amerikansk tid vil slutte sig til Donald Trumps kampagne.

”Han bør være den næste præsident, og jeg vil gøre alt, hvad der står i min magt, for at det kommer til at ske,” siger Ramaswamy til journalister efter hans tale på vælgermødet.

Biotekentreprenøren Vivek Ramaswamy er stifter og tidligere topchef for Roivant Sciences. Her kom Bo Rode Hansen som topchef for amerikanske Genevent Sciences tæt på den amerikanske politiker

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også