Læger vil få stor arbejdsbyrde hvis medicintilskud fjernes

Medicintilskudsnævnet anbefaler at fjerne tilskud til diabetesmedicin. Det vil øge arbejdsbyrde blandt læger.
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Det vil føre til en stor arbejdsbyrde for praktiserende læger, hvis der fremover skal laves individuelle ansøgninger om tilskud til diabetesmedicin.

Det skriver Praktiserende Lægers Organisation, PLO, på det sociale medie X - det tidligere Twitter.

”Hvis man skal til at søge om tilskud på vegne af en patient fremfor bare at sætte kryds i en recept, så er det jo et større arbejde, der tager noget tid,” siger Jørgen Skadborg, der er formand for PLO, til Ritzau.

Tidligere mandag kom Medicintilskudsnævnet med en endelig anbefaling om, at danskere med type 2-diabetes ikke som udgangspunkt skal have tilskud til diabetesmedicin af typen GLP-1-analogere.

Det er for eksempel Novo Nordisk-medicinen Ozempic.

Hvis anbefalingen træder i kraft, vil regningen for lægernes ekstraarbejde lande hos patienterne.

”Lægens arbejde med at få lavet ansøgninger om enkelttilskud betaler det offentlige ikke. Så det påfører patienterne en ekstra udgift,” siger Jørgen Skadborg.

PLO skriver yderligere, at det er ”bekymrende, at ti-tusindvis af diabetespatienter risikerer at miste offentligt tilskud til GLP-1-medicin”.

Samtidig skriver de, at det ”vil føre til øget ulighed i sundhed”, hvis medicintilskuddet fjernes.

Også i diabetikernes egen interesseorganisation er der utilfredshed at spore over nævnets anbefalinger.

”Det er en utrolig skuffende afgørelse, og det mener vi på vegne af de 93.000 mennesker, som anbefalingerne kommer til at ramme som en mavepuster,” skriver forskningschef Tanja Thybo i Diabetesforeningen i en pressemeddelelse.

Tanja Thybo advarer i pressemeddelelsen også om den yderlige administrative opgave, som de praktiserende læger kan se ind i.

”Hvis de nye anbefalinger bliver fulgt, vil det lægge et massivt og unødigt bureaukratisk pres på vores læger med genansøgning af 93.000 menneskers tilskud - i et sundhedsvæsen, hvor alt for mange allerede nu ikke kan komme til lægen,” siger hun i Diabetesforeningens pressemeddelelse.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også