Flere har registreret sig som organdonor

1,2 mio. danskere har taget stilling til organdonation. Langt størstedelen har givet tilladelse.
Foto: Marcus Trappaud Bjørn
Foto: Marcus Trappaud Bjørn
af ritzau

44.000 personer har i løbet af årets første otte måneder registreret sig som organdonor.

Det oplyser sundhed.dk i en pressemeddelelse.

Det er 25 pct. flere end i samme periode sidste år.

Som borger er det muligt at tage stilling til organdonation, når man bliver 15 år.

Det er både muligt at give fuld og begrænset tilladelse. Det sidste betyder, at kun nogle organer må doneres, i tilfælde af at man dør.

Sundhed.dk kommer ikke med en mulig forklaring på, hvad udviklingen kan skyldes.

Tidligere i september har Sundhedsstyrelsen dog spurgt danskerne ind til deres holdning til organdonation.

Undersøgelsen viste, at nogle nye regler for organdonation, som træder i kraft til efteråret, har været med til at sætte skub til danskernes holdninger.

Mere end hver femte dansker var således mere villig til at registrere sig som donor, viste tallene.

Siden 1990 har det her i landet kun været muligt at donere sine større indre organer, når man er erklæret hjernedød.

Men når de nye regler træder i kraft i løbet af efteråret, kan man også donere sine organer, hvis man bliver konstateret cirkulatorisk død.

”Det bliver man, når blodet holder op med at cirkulere rundt i kroppen og op til hjernen, fordi vejrtrækningen ophører, og hjertet holder op med at slå,” forklares det i pressemeddelelsen fra sundhed.dk.

Rigshospitalet og universitetshospitalerne i Odense, Aarhus og Aalborg er de første hospitaler, der går i gang med organforløb ved cirkulatorisk død.

I alt 1,2 mio. danskere har nu taget stilling til organdonation.

Mere end en million af dem har givet såkaldt fuld tilladelse, viser tal fra Dansk Center for Organdonation.

Cirka 240.000 har givet begrænset tilladelse, og knap 80.000 har sagt nej.

Danmark adskiller sig fra mange andre europæiske lande på den måde, at man ikke automatisk er registreret som organdonor ved fødsel.

Det skal man selv aktivt sørge for.

Debatten om at vende systemet på hovedet her i landet er blusset op flere gange.

Tidligere i år afviste et politisk flertal automatisk organdonation, men var dog enige om, at debatten ikke måtte strande denne gang.

Sidste år døde 21 mennesker, mens de ventede på et organ.

Ifølge Dansk Center for Organdonation stod 460 personer på aktiv venteliste til et organ ved udgangen af 2022. Det er omkring 70 patienter flere end året før.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også