Danmark får sin første strategi til at håndtere forsyningskriser

Ny strategi skal sikre, at borgerne ikke mangler mundbind, medicin og mad, hvis en ny stor krise rammer.
Danmark får sin første strategi for forsyningssikkerhed. | Foto: Thomas Borberg/Ritzau Scanpix
Danmark får sin første strategi for forsyningssikkerhed. | Foto: Thomas Borberg/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Krigen i Ukraine, pandemien og energikrisen har gjort det tydeligt, at der skal være bedre styr på, hvordan myndighederne reagerer, når krisen rammer.

Derfor skal der være styr på evnen til at overvåge kritisk infrastruktur, sikre rent drikkevand og tilstrækkeligt med mad og medicin.

Det viser en strategi fra Styrelsen for Forsyningssikkerhed.

Pandemi og Ukraine

Strategien offentliggør Danmarks første strategi for, hvordan myndigheder kan gøre landets forsyningslinjer mere robuste.

”Oven på de to store oplevelser, vi har haft med pandemien og Ukraine-krisen, har vi opdaget, at vi er en i anden situation, end vi troede,” siger fungerende direktør i Styrelsen for Forsyningssikkerhed Henrik Brodersen.

”Tidligere kunne vi købe varer fra hele verden og få dem leveret inden for kort tid. Men der sker nogle ting nu, der gør, at det ikke altid kan lade sig gøre. Vi har været sårbare på en måde, vi ikke var bevidste om.”

Under de seneste års kriser var der mangel på blandt andet mundbind og vacciner under coronapandemien og energi under krigen i Ukraine.

Det har tydeliggjort, at der er brug for en håndfast strategi.

Strategien skal give et overblik over, hvad det er for grupper af varer, vi som samfund kan komme til at mangle, når myndighederne skal træde til ved kriser.

Forberede sig mellem kriser

Det er positivt, at Danmark nu får sin første strategi for forsyningssikkerhed, men det er begrænset, hvor meget den vil betyde.

Det vurderer Rasmus Dahlberg, der er lektor på Forsvarsakademiet og leder af Center for Samfundssikkerhed.

”Man kan diskutere, om det her er en strategi, eller om det i virkeligheden nærmere er et katalog over gratis rådgivningstilbud fra en velmenende og fornuftig styrelse, som ikke rigtig har noget mandat,” siger Rasmus Dahlberg til DR Nyheder.

I Danmark har myndighederne selv ansvaret for beredskabet på deres eget område. Det betyder ifølge Rasmus Dahlberg, at ingen har det samlede ansvar.

Det er ikke tilstrækkeligt, at Danmark kun har Den Nationale Operative Stab (NOST), når der opstår kriser. For det er mellem kriserne, at man forbereder sig på dem, fremhæver han.

Det er op til regeringen, om det samlede ansvar skal samles hos én myndighed ifølge styrelsen.

”Mange myndigheder har oplevet nogle ting under de andre kriser, som gør, at de er meget fokuseret på det her. Så jeg tror, det vil være godt og nok, at vi kommer ud og hjælper med at lave de her analyser,” siger Henrik Brodersen.


 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også