DI begejstret for flere penge til iværksættere
Det er et stort skridt fremad, at regeringen vil øge den økonomiske støtte til iværksættere, og indsatsen bør nu fokuseres på at lempe skattereglerne.
Det er budskabet fra DI efter at erhvervsminister Morten Bødskov (S) i et interview med Berlingske bebuder et milliardbeløb til iværksætterne.
”Der er nu endnu flere af de vigtige initiativer, der kan blive realiseret. Det er vi naturligvis enormt glade for – ikke mindst på de mange seje danske iværksætteres vegne,” udtaler DI’s fagchef for iværksætteri, Sine Linderstrøm, i en skriftlig udtalelse til MedWatchs søstermedie PolicyWatch.
Regeringsgrundlaget afsætter 300 mio. kr. til en ny iværksætterstrategi, men det beløb er nu ifølge Berlingske hævet til 1,5 mia. mod 2027.
”Selvom vi har den bedste konkurrenceevne i verden og rigtig gode rammebetingelser for iværksættere, befinder vi os nu i en verden, som øger behovet for at skabe endnu bedre vilkår,” siger Morten Bødskov til avisen.
DI præsenterede i foråret et iværksætterudspil med 14 konkrete forslag som inspiration til politikerne. Udover at lempe beskatningen fremhæver DI behovet for et bedre investorfradrag, færre regulatoriske benspænd og større fleksibilitet for iværksætteres barselsorlov.
Først og fremmest bør der være fokus på at sænke aktie- og kapitalbeskatningen og løse problemet med lagerbeskatning ved børsnoteringe, mener DI.
”Det er også vigtigt, at politikerne fastsætter et klart mål for iværksætterstrategien. Vi foreslår konkret et mål om 1.000 nye vækstiværksættere om året i 2030. Det vil få os tilbage på niveauet fra før finanskrisen,” siger Sine Linderstrøm.
Desuden er det vigtigt, at det bliver nemmere at tildele medarbejderaktier, og at diversiteten i iværksættermiljøet bliver styrket.
”Det er også vigtigt, at politikerne fastsætter et klart mål for iværksætterstrategien. Vi foreslår konkret et mål om 1.000 nye vækstiværksættere om året i 2030. Det vil få os tilbage på niveauet fra før finanskrisen,” siger Sine Linderstrøm.
(Denne artikel er leveret af MedWatchs søstermedie PolicyWatch)
Relaterede artikler:
Regeringen vil afsætte 1,5 mia kr til iværksætterboost
For abonnenter