Medier: Finansloven lander i løbet af mandag

Finansloven kan ifølge medier indeholde en akutpakke for sundhedsvæsenet og skattelettelser.
Egentlig plejer finansloven at være på plads i november, men den blev forsinket på grund af folketingsvalget. (Arkivfoto) | Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Egentlig plejer finansloven at være på plads i november, men den blev forsinket på grund af folketingsvalget. (Arkivfoto) | Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
af ritzau

Regeringen med finansminister Nicolai Wammen (S) ved bordenden er sammen med SF, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre sent søndag ved at færdiggøre finansloven.

Men den ventes først at falde på plads mandag.

Det oplyser tre partier til B.T.

Regeringens forslag til finansloven inkluderer ifølge B.T. blandt andet en akutpakke til sundhedsvæsenet for at nedbringe ventetiderne.

TV2 erfarer også, at finansloven bliver præsenteret mandag.

Søndag forhandles der ifølge mediet om skattelettelser og et nyt videnscenter for ældre på arbejdsmarkedet.

Ifølge B.T. har regeringen også i sinde at videreføre en aftale for domstolenes økonomi.

Den indebærer at afsætte 185 millioner kroner til at nedbringe de lange ventetider ved de danske domstole.

Egentlig plejer finansloven at være på plads i november, men den blev forsinket på grund af folketingsvalget.

Midt i april meldte Enhedslisten sig ud af forhandlingerne, efter at Alternativet tidligere havde gjort det samme.

”Det har vist sig, at regeringen slet ikke er parat til at flytte sig i forhold til deres eget udspil,” sagde finansordfører Pelle Dragsted (EL) dengang.

SVM-regeringen har i forvejen flertal og kan derfor selv vedtage en finanslov uden hjælp fra andre partier.

Med en forhandlingsreserve på blot 200 millioner kroner har der ikke været mange penge for resten af Folketingets partier at forhandle om.

Det er markant mindre en sædvanligt, hvor den ofte har udgjort mindst halvanden milliard kroner.

Nicolai Wammen sagde i marts, at regeringen med finansloven for 2023 ville stramme finanspolitikken.

”Når regningerne skal betales, så skal vi i dag have flere penge op ad lommen,” lød det på daværende tidspunkt fra Wammen i en pressemeddelelse om udspillet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også