Politi beslaglægger morfin og Viagra i københavnske kiosker

Tre personer er sigtet efter kontrolaktioner, hvor der blev fundet flere tusinde piller.
Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Af Ritzau

Knap 15.000 piller og cirka 900 engangs e-cigaretter. 

Det er noget af det, som Københavns Politi og Sikkerhedsstyrelsen har fundet i en række kontrolaktioner mod københavnske kiosker de seneste dage.

Det skriver politikredsen fredag på Twitter. 

”I to kiosker på Amager og i Valby blev der i alt beslaglagt knap 15.000 piller herunder Dolol, Alprazolam, morfin og Viagra og knap 130.000 kroner,” skriver Københavns Politi. 

”Derudover fandt vi knap 1000 dåser med snustobak og cirka 900 engangs e-cigaretter.”

Tre personer er blevet sigtet.

Også syv kiosker på Nørrebro og Østerbro fik kontrolbesøg. Her blev der fundet omkring 1200 pakker af svenske tobakssurrogater.

”Det blev der i fem af kioskerne givet markedsføringsforbud imod, og på to af stederne blev der også givet indskærpelser,” skriver politikredsen. 

Fundene er sket i forbindelse med en indsats mod ulovlig salg af receptpligtig medicin og tobaksprodukter. 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også