Trods global uro: Næppe el- og gasafbrydelser i denne vinter

Der er masser af gas på de danske lagre. Trods årstiden er der faktisk fyldt mere på over vinteren.
Energistyrelsen fik før vinter foretaget en undersøgelse, der viste, at seks ud af ti forventede at have mindre varme på over vinteren end året før. Arkivfoto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Energistyrelsen fik før vinter foretaget en undersøgelse, der viste, at seks ud af ti forventede at have mindre varme på over vinteren end året før. Arkivfoto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
af ritzau

Fra at have været noget, som de færreste skænkede en tanke, er energiforsyningen kommet øverst på dagsordenen efter Ruslands invasion af Ukraine. Energipriserne er banket op, og der var frygt for energiknaphed her til vinter.

Men nu er der godt nyt: Det varme vejr og spareiveren har betydet, at der er masser af gas på lager, selv om vinteren er godt i gang.

Vi er først begyndt at trække på de danske lagre ret sent, og over vinteren er der fyldt yderligere på - fra 89 til 91 procent.

”Vi står i en usikker situation. Men vi forventer ikke, at vi denne her vinter skal ud at afbryde hverken el- eller gaskunder,” siger Martin Hansen, vicedirektør i Energistyrelsen.

Spørger man Søren Kristensen, cheføkonom i Sydbank, behøver vi ikke frygte at løbe tør for gas denne her vinter:

”Kigger vi på lagrene i Europa, har vi med nogenlunde normale vejrforhold og ingen ny tilførsel alligevel gas til et stykke hen på sommeren,” siger han.

Men han vurderer ikke, at vi er på vej tilbage til det, vi kendte før hvad angår gaspriserne. Selvom de er dykket meget siden toppen i efteråret er de stadig tre-fire gange højere end før Ruslands invasion i Ukraine, og det niveau kan de blive på, vurderer han.

Gaslagre skal også fyldes op til næste år

Der er da også god grund til at huske på sparerådene en rum tid endnu. For vi er ikke færdige med at tale om energiforsyningen lige foreløbig.

”Det afgørende er, hvor tomme gaslagrene er efter denne vinter, og at vi har gas til at fylde dem op igen,” siger Martin Hansen fra Energistyrelsen.

Her er der nok ikke russisk gas at fylde på, og derfor er forsyningsbilledet mere bekymrende her end denne vinter, fortæller han.

I Danmark henter vi en stor del af vores gas i vores nabolande. Kun cirka en tredjedel af vores forbrug kommer fra biogas, som vi producerer her i landet. Normalt har vi også fået gas fra Tyra-feltet i Nordsøen, men det er ved at blive renoveret og ventes først at blive genåbnet i vinteren 2023/24.

”Vi har et helt andet billede, når Tyra igen er i spil. Det sker dog ikke fra den ene dag til den anden. Der går op til et halvt år,” siger Martin Hansen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også