Udbredt coronasmitte i Kina får folk til at hamstre medicin

I Kina er smertelindrende medicin i høj kurs som følge af coronasmitte. Folk opfordres til ikke at hamstre.
Foto: Hector Retamal
Foto: Hector Retamal
af ritzau

En ny bølge af smitte med coronavirus har pustet til knaphed på medicin i Kina.

Det skriver det amerikanske medie CNN.

Folk flokkes især om indkøb af febernedsættende og smertelindrende medicin, der kan lette influenzalignende symptomer.

Panikindkøbene har spredt sig uden for det kinesiske fastland til apoteker i Hongkong, Macau og Taiwan. Det har tvunget nogle butikker til at sætte begrænsninger på salget.

Situationen minder om lignende knaphed set i USA og Canada, hvor især smertelindrende medicin til børn har været i høj kurs på grund af spredningen af virus, der sætter sig på luftvejene.

I Hongkong er borgerne blevet bedt om ikke at hamstre medicin. Her har sundhedsmyndighederne opfordret til ”ikke at overreagere”, skriver CNN.

Økonomer frygter, at verdensøkonomien kan blive ramt, hvis smitten tvinger Kina i knæ.

Her er covid-19-smitten i øjeblikket ved at sprede sig for fuld kraft, efter at myndighederne i begyndelsen af december opgav den skrappe ”nul-covid-politik”, der slog hårdt ned på selv den mindste smitte.

Officielt er der ingen eller kun få covid-19-dødsfald i Kina. Men på krematorierne kommer der flere og flere døde ind, efter at restriktionerne er blevet lempet.

Reuters skriver, at eksperter venter, at op mod en million kinesere kan miste livet til covid-19 næste år.

AFP skriver, at internationale sundhedseksperter frygter, at nu, da smitten breder sig i en befolkning uden naturlig immunitet, er der risiko for, at der udvikles nye varianter, som kan brede sig til resten af verden.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også