Lægemiddelbranche og politikere øjner massiv lovpakke: "Det bliver virkelig vigtigt"

En omfattende revision af EU’s industripolitik for farma er under opsejling i Bruxelles. I Danmark følger Leo Pharma og Lundbeck allerede slagets gang – tidligere politiske forhandlere forudser dog allerede et potentielt svært forløb. Området lyder meget teknisk, men det kommer til at blive en meget politisk kamp, siger europaparlamentariker.
(ILLUSTRATION / ARKIV) | Foto: AJ Vaccines
(ILLUSTRATION / ARKIV) | Foto: AJ Vaccines
AF PETER THOMSEN, WATCH MEDIERS EU-KORRESPONDENT

BRUXELLES – Mens sommerstemningen er ved at lægge sig over Europa, ulmer noget stort i Bruxelles.

Til efteråret venter nemlig revisionen af centrale dele i EU’s industripolitik for farma-sektoren. Et arbejde, som dog også allerede nu får opmærksomhed blandt både danske medicinalselskaber og lovgivere.

Selvom der endnu er over seks måneder til, er europaparlamentarikeren Morten Helveg Petersen (R) ikke i tvivl.

”Det bliver virkelig vigtigt,” konstaterer han kort.

Som medlem af Europa-Parlamentet og næstformand i det interne industriudvalg, ITRE, er han blandt dem, som potentielt vil skulle behandle det kommende lovforslag i løbet af efteråret. Og selvom det præcise indhold endnu er ukendt, er ambitionerne ikke til den lave ende.

Dykker man ned i det seneste arbejdsprogram fra Europa-Kommissionen, der har serveretten i al EU-lovgivning, fremgår det i dag, at man i 2022 forventer at fremlægge ”en ny ramme for en dynamisk farma-sektor i EU”.

Allerede i strategidokumentet peger Kommissionen dog på flere grundambitioner – herunder at ”fremme innovation” og ”styrke forsyningssikkerheden”. Morten Helveg Petersen fremhæver lignende prioriteter – ikke mindst i det nuværende politiske klima.

”Der er en masse ting i tiden og i ånden, der taler for, at de tiltag, der skal laves på farmaområdet, også er noget, som styrker den europæiske industri og den europæiske forsyningssikkerhed,” siger han.

Et faktum, som heller ikke er gået ubemærket hen hos både danske medicinalkæmper og danske forhandlere.

På medicinal-kæmpers radar

Selvom den kommende lægemiddellovgivning fortsat er i støbeskeen, har konturerne allerede fået opmærksomhed i hjørnekontorer hos medicinalkæmper. Som tidligere beskrevet af MedWatch er netop arbejdet med den kommende lovpakke en af kerneprioriterne, når topchef i Novo Nordisk, Lars Fruergaard Jørgensen, i de kommende år sidder med flere centrale roller i Bruxelles som led i den internationale brancheorganisation Efpia.

Lignende takter møder man hos Lundbeck og Leo Pharma, der allerede nu er opmærksomme på de kommende revisioner. I et skriftlig svar peger Lundbeck på, at hovedfokus i øjeblikket går på at sikre rammerne for at få omsat forskningen i hjernesygdomme til ny medicin.

”Innovation lykkes kun, hvis en række betingelser opfyldes: at der er gode regulatoriske rammer, stærke offentlige og private partnerskaber, adgang til vigtige sundhedsdata, som EU ville kunne indsamle, incitamenter til at støtte innovation såsom IP- og databeskyttelse, samt strategier til at fremme adgang til innovation indenfor EU,” skriver virksomheden i en skriftlig kommentar.

Hos Leo Pharma lyder meldingen, at det endnu er for tidligt at give et bud på, hvordan en kommende revision af rammevilkår kan påvirke selskabet – ikke desto mindre lægger adm. direktør Christophe Bourdon vægt på, at ”det kritiske behov for at udvikle ny medicin er blevet mere nødvendigt”.

”Derfor forventer vi, at EU-Kommissionen vil fokusere på at skabe en stærk base for research og udvikling til at hjælpe europæiske patienter,” siger han i en skriftlig kommentar til MedWatch.

Samtidig hæfter han sig blandt andet ved spørgsmål om at støtte konkurrenceevnen, innovation og bæredygtigheden i industrien er i fokus.

”Som et selskab med hovedsæde i Europa støtter Leo Pharma fuldt op om at have EU direkte involveret i at skabe rammevilkår, der fremmer EU innovation og støtter adgang til innovativ medicin for EU-borgere,” siger topchefen i en skriftlig kommentar til MedWatch.

Adm. direktør i Leo Pharma Christophe Bourdon. (ARKIV) | Foto: Orphazyme / PR
Adm. direktør i Leo Pharma Christophe Bourdon. (ARKIV) | Foto: Orphazyme / PR

Pandemi-boost

I Europa-Parlamentets industriudvalg understreger næstformand Morten Helveg Petersen, at han ikke kender indholdet af Europa-Parlamentets konkrete udspil. Samtidig er han dog ikke i tvivl om, at den kommende lovpakke kommer til at fylde en del på radaren.

”Vi har jo kæmpe danske interesser i kraft af den store industri, vi har, så at sikre gode forhold for dem – også i forhold til forskning og udvikling – er jo selvsagt helt vitalt,” siger Morten Helveg Petersen.

Samtidig ser den danske europa-parlamentariker i dag nye muligheder i et nyt politisk klima, hvor man i kølvandet på de seneste års covid-19-pandemi oplever et ”et pres og et ønske om at blive bedre til at udvikle potentialet i Europa”.

”Pandemien her har virkelig accentueret behovet for, at vi kan mere i fællesskab. Det gælder generelt på det industripolitiske område, og det kommer også til at gælde på farmaområdet,” siger Morten Helveg Petersen og henviser til, at der generelt er en anden bevidsthed, når det gælder udviklingen på sundhedsområdet.

”Det er en helt anden klangbund i forhold til at mærke fælles initiativer.”

Forudser fløjkamp

Morten Helveg Petersen er ikke den eneste, som forventer, at det politiske bagtæppe vil spille en rolle, når EU’s lovgivere skal i arbejdstøjet i efteråret. Blandt dem finder man Linea Søgaard-Lidell (V), som hæfter sig ved en nye forståelse i debatten.

”Det var især tydeligt, når vi i Europa-Parlamentet havde møder med vaccinebosser eller skulle se på udfordringerne med, at produktion ikke var på europæisk jord,” siger Linea Søgaard-Lidell, der dog samtidig forventer en klar splittelse.

Som forhandler for parlamentets liberale Renew-gruppe var hun i efteråret involveret på tætteste hold, da Europa-Parlamentets sundheds- og miljøudvalg, ENVI, over flere måneder kom frem til parlamentets bidrag til EU’s lægemiddelstrategi.

Et arbejde, som i Venstre-politikerens ord illustrerede, hvordan netop sundhedsspørgsmål samtidig kan ”bringe mange følelser” ind i debatten.

”Selvom området lyder meget teknisk – hvilket det også på sin vis er – kommer det til at blive en meget politisk kamp, dette her. Det så vi allerede under lægemiddelstrategien, hvor vi lidt deler os i nogle ideologiske fløje i parlamentet,” siger Linea Søgaard-Lidell.

Selv peger hun i dag på, at særligt spørgsmål om prissætning og godkendelsesprocedurer skiller vandene. Allerede nu spår hun derfor også nogle klare knaster, der ville skulle håndteres; herunder blandt andet at mindske byrderne i forbindelse med udvikling og forskning – en udfordring, som vokser i takt med pres på udvikling i eksempelvis Asien og USA.

Kort fortalt er det jo fortsat i EU’s interesse at holde forskning og udvikling tæt på europæerne, bemærker hun.

”Hvis virksomhederne fortsat udvikler deres præparater i Europa, er det også fortsat her, borgerne får mulighed for at deltage i kliniske forsøg – det betyder måske også, at det er mere naturligt at markedsføre produkterne her hurtigt efter, at det er blevet godkendt,” siger Linea Søgaard-Lidell.

”Så for europæernes skyld er der virkelig brug for, at vi bliver ved med at forske og udvikle. Det er jo bare bedst drevet af den private industri og de private virksomheder.”

Allerede nu begynder Pernille Weiss (K), at stille skarpt på EU's kommende industripolitik for medicinalsektoren. (ARKIV) | Foto: European Parliament / Mathieu Cugnot
Allerede nu begynder Pernille Weiss (K), at stille skarpt på EU's kommende industripolitik for medicinalsektoren. (ARKIV) | Foto: European Parliament / Mathieu Cugnot

Weiss varmer op

Europaparlamentarikeren Pernille Weiss (K) er allerede i gang med konkrete forberedelser. Kort fortalt har man internt i Weiss’ EPP-gruppe – der også er parlamentets største gruppering – tidligere på dagen begyndt processen med at få set på mulighederne i arbejdet industripolitikken, herunder for life science.

”På den måde varmer vi op til at have en holdning i EPP, men begynder også allerede nu at afsøge, hvad vi kan gøre bredt i Europa-Parlamentet, når lovforslagene kommer,” forklarer Pernille Weiss, der på ingen måde er et ubeskrevet blad, når det gælder europæisk sundhedspolitik.

I efteråret indtog også Weiss en rolle som forhandler på Parlamentets lægemiddelstrategi, om end i parlamentets rådgivende industriudvalg. Ligesom Linea Søgaard-Lidell kan hun godt være bekymret for et skred i debatten.

”Dette arbejde handler jo om, at der ikke må herske nogen som helst tvivl i den internationale farmaindustri om, at Europa er det bedste sted at høre hjemme. Derfor bliver det også essentielt, at vi får stillet skarpt på eksempelvis ikke at udvande spørgsmål patent- eller IP-rettigheder,” siger Pernille Weiss:

”Det kan jeg godt være nervøs for vil fylde rigtig meget, når vi skal til forhandlingsbordet, fordi det kan skubbe innovationen og samarbejdet med eksempelvis universiteter tilbage på dagsordenen.”

Netop derfor lægger den konservative politiker heller ikke skjul på, at hun allerede nu sonderer terrænet for, hvordan hun kan blive en del af Parlamentets kommende forhandlerhold.

Om det så bliver gennem Europa-Parlamentets miljøudvalg, industriudvalg eller et nyoprettet særligt udvalg i forbindelse med Covid-19, hvor Pernille Weiss sidder i, vil tiden vise.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også