MedWatch

Brostrøm: Coronapille skal tages i brug så snart den lander

Myndighederne er ved at lægge sidste hånd på retningslinjerne for brug af tablet, fortæller Søren Brostrøm.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, kan ikke sige præcis, hvornår ny coronapille lander i Danmark.

”Men lige så snart vi får den tilgængelig, vil vi tage den i brug,” siger Søren Brostrøm.

Han forklarer, at sundhedsmyndighederne er ved at lægge sidste hånd på retningslinjerne for, hvem der skal kunne få præparatet Paxlovid ordineret af en praktiserende læge.

Som udgangspunkt er den målrettet personer i særlig risiko for alvorlig sygdom som følge af coronavirus.

”Det kan typisk være ældre eller folk med forskellige sygdomme. Det vil ikke være alle, som er smittet med coronavirus, som skal have behandlingen,” siger han.

Pillen er en femdages kur. Den skal gives, mens man stadigvæk har milde symptomer, gerne indenfor fem dage efter, at man er testet positiv for coronavirus. Her får pillen den bedste effekt.

Ifølge Lægemiddelstyrelsen begrænser Paxlovid coronavirussets evne til at brede sig i kroppen. Præparatet har dog bivirkninger. Derfor skal det gives på recept, forklarer Søren Brostrøm. Det kan også have indvirkning på, hvordan kroppen tager imod andre præparater.

Paxlovid bliver indkøbt gennem EU. Pillen bliver betragtet som en vigtig del af myndighedernes strategi, når det kommer til at forhindre alvorlig sygdom som følge af coronavirus.

Gennem hele pandemien har man på sygehusene kunnet give lindrende behandling. Men Paxlovid har givet de mest lovende resultater indtil videre, forklarer Søren Brostrøm.

Samtidig skal den - modsat de midler vi har i dag - ikke gives gennem drop.

”Det er tabletter, som kan gives udenfor sygehus, fordi det ikke skal gives i drop under indlæggelse. Det giver et nyt potentiale,” siger han.

Søren Brostrøm forklarer, at tabletten ikke kommer til at erstatte vaccinerne.

Torsdag skal Folketingets Finansudvalg behandle en anmodning om at sætte pengene af til købet.

Den nye coronastrategi blev præsenteret på et pressemøde onsdag. Her kom det frem, at alle danskere over 50 år samt personer i risiko for alvorlig sygdom som følge af coronavirus vil blive tilbudt endnu et vaccinestik.

Mere fra MedWatch

Læs også

Seneste nyt

MedWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier