Officielt: Borgere over 50 år og udsatte vil blive tilbudt coronavaccination

Fra 1. oktober vil danske borgere over 50 år blive tilbudt endnu et stik med en coronavaccine. Udsatte grupper bliver tilbudt vaccination allerede fra næste uge
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
af ritzau

Op mod 2,5 millioner danske borgere, der bor på plejehjem eller er over 50 år, vil i efteråret blive tilbudt vaccination mod coronavirus, mens særligt udsatte grupper fra begyndelsen af næste uge får tilbud om revaccination mod corona.

Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) onsdag formiddag på et pressemøde i Statsministeriet.

Pressemødet handler om en strategi for de kommende måneders håndtering af coronaepidemien. Der er særligt fokus på efteråret og vinteren, hvor smitten forventes at stige.

Ifølge Mette Frederiksen vil plejehjemsbeboere og andre sårbare blive tilbudt vaccinationen fra 15. september.

Borgere over 50 år vil blive tilbudt vaccination fra 1. oktober.

Tilbuddet om vaccination mod corona kommer ifølge Mette Frederiksen, fordi vaccinerne skal være et værktøj til at undgå at dele af samfundet må lukke igen.

Hun siger, at det er vaccinerne, vi kan takke for, at der ikke kom yderligere tiltag og nedlukninger sidste vinter.

”Det vigtigste værktøj er stadig vaccinerne. De viste deres værd sidste vinter,” siger statsministeren.

”Men vi ved også, at vaccinernes beskyttelse falder med tiden, og sundhedsmyndighederne forventer en ny bølge,” siger Mette Frederiksen.

Smitten med coronavirus stiger igen i Danmark. Det skyldes blandt andet en undervariant til omikronvarianten, som er blevet dominerende i Danmark. Den hedder BA.5.

Frederiksen siger, at det ikke er overraskende, at nye varianter af coronavirus kommer til, eller at smitten stiger.

”Men det er sket hurtigere end forventet, og derfor skal vi reagere,” tilføjer statsministeren.

Regeringens coronastrategi har fire overordnede mål, siger hun. Den handler om at passe på vores ældre og sårbare, at undgå overbelastning på sygehuse, at sikre dansk økonomi samt at undgå nedlukninger og få for mange restriktioner.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også