Mette Frederiksen indkalder til pressemøde om coronastrategi

En plan for test og vaccination vil indgå i en coronastrategi, som statsministeren fremlægger onsdag.
Statsministeren vil tale om regeringens coronastrategi på et pressemøde onsdag. | Foto: LISELOTTE SABROE
Statsministeren vil tale om regeringens coronastrategi på et pressemøde onsdag. | Foto: LISELOTTE SABROE
AF RITZAU

Statsminister Mette Frederiksen (S) holder onsdag klokken 10 pressemøde om, hvordan coronavirus skal håndteres de kommende måneder.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Statsministeriet.

Pressemødet handler om den coronastrategi, som regeringen flere gange har varslet ville komme inden sommerferien.

Den kommer ifølge Ritzaus oplysninger både til at have et spor om vaccination og test - for bare at nævne nogle.

Strategien kommer, på et tidspunkt hvor smitten med coronavirus igen stiger i Danmark.

Det skyldes blandt andet en undervariant til omikronvarianten, som er blevet dominerende i Danmark. Den hedder BA.5.

I forrige uge udgjorde undervarianten 32 procent af alle tilfældene i landet, mens varianten i sidste uge udgjorde 59 procent. Det har sundhedsminister Magnus Heunicke (S) tirsdag oplyst på det sociale medie Twitter.

Samtidig har myndighederne haft en forventning om, at smitten ville stige frem mod efteråret og vinteren. Derfor har der været et ønske om at være forberedt.

Da Magnus Heunicke i begyndelsen af juni deltog i et samråd på Christiansborg, sagde han, at det er vigtigt at have planer for forskellige scenarier.

Han sagde samtidig, at det i alle scenarier vil være den ældre del af befolkningen, som bliver vaccineret først. Om alle aldersgrupper vil blive anbefalet vaccination mod corona vides ikke.

”Vi ved ikke, hvad det er (der kommer, red.). Det kan være en omikron-lignende, en undervariant eller en helt ny variant.”

”Så præcis hvad vi står med, skal vi have forskellige scenarier for,” sagde Magnus Heunicke 3. juni.

Pressemødet onsdag afholdes i Spejlsalen i Statsministeriet. Det fremgår ikke, hvem der deltager fra regeringen eller myndighederne.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også