Sverige tilbyder fjerde vaccinestik til alle over 65 år

Fortsat smittespredning og nedsat beskyttelse fra tredje stik er grundlag for svenske anbefalinger.
Foto: Lukas Barth/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Lukas Barth/Reuters/Ritzau Scanpix
af ritzau

I Sverige tilbydes alle personer på 65 år eller derover nu et fjerde stik mod covid-19.

Det oplyser den svenske sundhedsstyrelse, Folkhälsomyndigheten, mandag morgen.

Også personer mellem 18 år og 64 år med moderat til svært nedsat immunforsvar omfattes af tilbuddet.

Dermed går Sverige i en anden retning end Danmark.

I Danmark har udvalgte personer med svært nedsat immunforsvar fået tilbuddet om et fjerde stik. Det skyldes, at tidligere vaccinationer muligvis har nedsat eller manglende effekt.

I begyndelsen af februar oplyste Sundhedsstyrelsen, at man ikke umiddelbart planlagde at tilbyde flere grupper det fjerde stik. Det skete med henvisning til en aftagende epidemi og en fortsat god beskyttelse mod alvorlig covid-19 fra tredje stik.

I Sverige gør man det imidlertid muligt for personer over 65 år at få det fjerde stik fire måneder efter tredje dosis. For personer med nedsat immunforsvar er tiden tre måneder.

Karin Tegmark Wisell, som er generaldirektør i den svenske sundhedsstyrelse, ser flere gode grunde til tiltaget.

”Vi ser fortsat en betydelig smittespredning både i Sverige og i andre lande, samtidig med at vi ser vaccinebeskyttelsen dale i denne gruppe,” siger hun i en pressemeddelelse.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også