Tyskland køber produktion af coronavacciner frem til 2029

Fem producenter i Tyskland betales for hurtigt at kunne producere coronavacciner, hvis det er nødvendigt.
Foto: Leon Kuegeler/AP/Ritzau Scanpix
Foto: Leon Kuegeler/AP/Ritzau Scanpix
af ritzau

Tysklands regering har onsdag godkendt en plan, der skal sikre landet produktion af coronavacciner frem til 2029.

Konkret skal der underskrives kontrakter med fem vaccineproducenter. Beløbet for aftalerne kan løbe op i omkring 21 milliarder danske kroner.

”Vi har lært af coronapandemien og den indledende vaccinemangel,” siger Robert Habeck, økonomiminister i Tyskland.

”Med disse kontrakter sikrer vi vaccineproduktion og forsyning for de kommende år og træffer forholdsregler for Tysklands borgere.”

Aftalen vil betyde, at de fem producenter fastholder produktionskapacitet til hurtigt at producere vacciner, hvis der skulle komme et nyt udbrud af coronavirus.

Til gengæld modtager producenterne et årligt beløb fra staten.

De fem virksomheder er Biontech, Curevac/GSK, Wacker/Corden Pharma, Celonic og IDT.

Af dem har Biontech udviklet deres egen coronavaccine i samarbejde med Pfizer. Curevac havde planer om samme, men udviklingen af vaccinen blev droppet i oktober sidste år.

Planen skal dog ikke blot sikre Tyskland mod et nyt coronaudbrud, men også i tilfælde af en ny pandemi.

Ifølge det tyske økonomiministerium er næste skridt nu at underskrive aftalerne med de fem virksomheder.

Den danske regering valgte i august sidste år at støtte virksomheden Bavarian Nordic med 800 millioner kroner til udvikling af en dansk coronavaccine.

”Det er vigtigt, at vi fra dansk side bidrager til udvikling og forskning i vacciner mod covid-19, da det potentielt kan sikre Danmark adgang til et bredere udvalg af vacciner og større forsyningssikkerhed,” lød det dengang fra Magnus Heunicke.

I foråret 2021 blev et samarbejde med Israel og Østrig annonceret, som skulle indebære forskning og produktion af vacciner.

Men det samarbejde blev skrinlagt af regeringen i slutningen af februar. Der var ikke opbakning til det blandt partierne bag finanslovaftalen, lød det.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også