Danish Life Science Cluster rykker til Kalundborg

Den nationale life science-klynge åbner et kontor i Kalundborg for at komme tæt på life science-miljøet i den vestsjællandske by.
Foto: Jacob Ehrbahn/Politiken
Foto: Jacob Ehrbahn/Politiken

Fremover får Danish Life Science Cluster kontor i hjertet af Kalundborg, hvor den nationale klynge har indgået en aftale om et partnerskab med Knowledge Hub Zealand med henblik på at etablere en base i byen.

Det skriver life science-klyngen på sin hjemmeside.

”Kalundborg har sat bioteknologien i centrum og skabt Biotekbyen, som rummer Skandinaviens største biotekindustri og en procesindustri i international klasse med fokus på skalering, vækst og bæredygtighed. Det er helt naturligt, at Danish Life Science Cluster bliver en del af dette miljø,” siger Diana Arsovic Nielsen, der er direktør i Danish Life Science Cluster.

”Vores opgave bliver blandt andet at skabe netværk og innovationsmuligheder i den omfattende følgeindustri af mindre, højtspecialiserede virksomheder. Samtidig skal vi sikre et flow af viden mellem de sjællandske videninstitutioner og virksomhederne i Biotekbyen,” siger hun videre.

Mere viden skal skabe vækst i virksomhederne

Danish Life Science Clusters medarbejdere får et tæt samarbejde med Knowledge Hub Zealand, som er et partnerskab mellem industri, den offentlige sektor og uddannelsesinstitutioner i Region Sjælland.

Projektchef i Knowledge Hub Zealand Christian Beenfeldt ser frem til samarbejdet, som fokuserer på digitalisering, dataopsamling og bæredygtighed.

”Vores primære opgave er at støtte sjællandske virksomheder med vækst og viden. Det gør vi ved en stærk kobling mellem forskning og erhvervsliv. Med Danish Life Science Cluster ombord får vi et nationalt reach, der skal resultere i endnu mere videnoverførsel til virksomhederne,” siger Christian Beenfeldt i meddelelsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også