Elizabeth Holmes forsøgte at få mediemogul til at bremse afsløring

Onsdag blev den svindeltiltalte stifter af Theranos for første gang afhørt af anklageren i retssalen.
Elizabeth Holmes nægter sig skyldig i alle tiltalepunkter i straffesagen, hvor hun risikerer op til 20 års fængsel. | Foto: AP Photo/Jeff Chiu
Elizabeth Holmes nægter sig skyldig i alle tiltalepunkter i straffesagen, hvor hun risikerer op til 20 års fængsel. | Foto: AP Photo/Jeff Chiu
AF RENE DEICHGRÆBER

Få dage før den store afsløring af det banebrydende medicinalfirma Theranos i 2015 forsøgte stifteren og topchefen Elizabeth Holmes at bremse Wall Street Journals kritiske artikler.

Det indrømmede den svindeltiltalte Holmes ifølge CNBC onsdag i retten i Californien, da hun for første gang blev afhørt af anklagerne i den opsigtsvækkende sag, der har tiltrukket sig en masse opmærksomhed i og udenfor USA.

Indtil efteråret 2015 blev Elizabeth Holmes sammenlignet med selveste Steve Jobs, fordi hun hævdede at have opfundet en blodpen kaldet Edison, der ved hjælp af en enkelt dråbe kunne diagnosticere alverdens sygdomme og dermed spare sundhedsvæsenet for milliarder af dollars hvert år.

Kvinden i den sorte rullekravesweater var så overbevisende, at det lykkedes Theranos at tiltrække sig stribevis af tunge investorer i udviklingsfasen, selv om produktet endnu ikke havde bevist sit værd.

Blandt investorerne var mediemogulen Rubert Murdoch, som personligt skød 125 mio. dollars ind i medicinalfirmaet i 2015. Han står bag selskabet News Corp, der blandt meget andet ejer avisen The Wall Street Journal.

Derfor henvendte Holmes sig til Murdoch i september 2015, da Wall Street Journal var på vej med den første afsløring i den lavine af historier, som her seks år senere har ført til 11 tiltalepunkter mod den 37-årige stifter, der risikerer op til 20 års fængsel.

"Hvis jeg var i dine sko, ville jeg gerne være med i beslutningsprocessen," skrev Elizabeth Holmes i en e-mail til Rubert Murdoch og forklarede ham, at Theranos gerne ville mødes med chefredaktøren for Wall Street Journal.

E-mailen indgik onsdag i en krydsafhøring af Holmes med fokus på anklagerne fra tidligere medarbejdere og samarbejdspartnere om, at hun forsøgte at true dem til tavshed på forskellige måder.

Selv om Elizabeth Holmes i retten indrømmede sit forsøg på at bremse Wall Street Journals historie, stod hun dog fast på, at Theranos ikke har noget at skjule.

"Det handlede om at sikre, at Mr. Murdoch ikke tillod, at vores forretningshemmeligheder blev afsløret."

Kan få op til 20 års fængsel: Nu er retssagen mod Theranos-stifter skudt i gang

Skandaleramt firma lukker og slukker snart

Hun er amerikanernes svar på Stein Bagger 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også