DF og K vil have tredje vaccinestik fremrykket for ældre

Personer over 65 år skal tilbydes boosterstik lidt hurtigere, mener DF og K efter ny undersøgelse.
Per Larsen, sundhedsordfører for Konservative. | Foto: Jens Dresling
Per Larsen, sundhedsordfører for Konservative. | Foto: Jens Dresling
af ritzau

Skal danskere over 65 år have tilbudt det tredje vaccinationsstik mod coronavirus, det såkaldte boosterstik, tidligere, end det sker nu?

Det foreslår Allan Randrup Thomsen, professor i virologi ved Københavns Universitet Berlingske.

Det sker, efter at et studie fra Statens Serum Institut (SSI) indikerer, at beskyttelsen mod coronavirus falder markant for denne aldersgruppe efter et halvt års tid.

Blandt Folketingets sundhedsordførere bliver forslaget både modtaget positivt og med lidt skepsis.

"De skal jo have det tredje stik på et tidspunkt, og om man så speeder den proces lidt op, og nogle får det måske en måned før. Det synes jeg er ganske udmærket," siger sundhedsordfører Per Larsen (K).

"Så når vi måske også i forhold til årstiden at få beskyttelsen, så det også kan være med til at dæmpe presset på vores hospitalsvæsen," siger han.

Studiet fra SSI viser, at beskyttelsen mod coronasmitte falder til 6,7 procent for personer over 65 år efter omkring et halvt år. Tallene skal dog tages med forbehold, understreges det.

Studiet viser samtidig, at vaccinens beskyttelse efter det andet stik stadig er oppe på 77 procent, når vi taler om beskyttelse mod alvorlig sygdom og indlæggelse på hospital.

Danmark er i øjeblikket plaget af høje smittetal med coronavirus, og antallet af indlæggelser er steget markant i den seneste tid.

Sundhedsordfører Liselott Blixt (DF) siger, at "det lyder fornuftigt" at få taget det tredje stik tidligere end i dag, hvor det skal tilbydes seks måneder og 14 dage, efter at man har fået det første stik.

Også fordi effekten ved det tredje stik er høj.

"Derfor er det bare at få det gjort så hurtigt som muligt," siger hun.

Hos De Radikale anerkender sundhedsordfører Stinus Lindgreen, at det tredje stik har en "kæmpe effekt".

Men han opfordrer til, at man lader sundhedsmyndighederne vurdere, hvornår personer over 65 år skal have tilbudt det tredje vaccinationsstik.

"Mit klare indtryk er, at det forløber planmæssigt. Når man ser på, hvor mange man har fået revaccineret i de forskellige risikogrupper, så er man rigtig godt med. Også at man i dag fokuserer meget på at få indkaldt i rigtig god tid. Det vil sige, at man begynder at indkalde så tidligt, at folk kan nå at planlægge deres stik, så det ikke kommer til at tage syv måneder eller syv en halv måned, før man får det tredje stik. Men at man bliver indkaldt så tidligt, at man kan nå at få det booket, så man får det cirka seks en halv måned efter," siger Stinus Lindgreen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også