Ekspertgruppe: Danmark skal fortsat have beredskab mod corona

En ekspertgruppe på fem personer fremlægger onsdag anbefalinger til håndteringen af coronavirus i Danmark.
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
af ritzau

Danmark står et godt sted i håndteringen af corona, og det skal vi blive ved med at gøre.

Det er nogle af elementerne i den rapport, som en ekspertgruppe har udarbejdet, og som bliver præsenteret onsdag klokken 15 i Den Sorte Diamant i København.

"Den nuværende epidemiologiske situation for covid-19 i Danmark er overordnet set god," står der i rapporten.

"Udrulningen af vaccinationsprogrammet har medført en betydelig nedgang i indlæggelser, intensivophold og dødsfald relateret til covid-19, efterhånden som målgrupperne med størst risiko for et alvorligt forløb af covid-19 er færdigvaccineret. Dette er sket, til trods for at den mere smitsomme og alvorlige Deltavariant nu er den dominerende," står der.

Regeringen nedsatte i maj en ekspertgruppe, som skulle komme med anbefalinger til, hvordan regeringen og de enkelte ministerier fremadrettet håndterer smitte og samfundsøkonomiske konsekvenser af corona.

Formålet med ekspertgruppen var at få lagt en langsigtet strategi for, hvordan corona skal håndteres i de næste år.

Ekspertgruppen anbefaler en beredskabsstrategi, der har to komponenter.

Den ene er, at man har et grundniveau af coronahåndtering, som balancerer mellem hensyn til epidemikontrol, samfundsøkonomi, trivsel, folkesundhed og frihed.

Den anden komponent handler om, at man skal have et beredskab, som "understøtter en hurtig eskalation af indsatsen, i tilfælde af at epidemien skifter til et mere kritisk stadie, for eksempel fordi der opstår nye bekymrende virusvarianter".

I ekspertgruppen har der siddet fem personer med både økonomisk og sundhedsfaglig viden.

De tidligere økonomiske overvismænd Torben M. Andersen og Michael Svarer sidder i gruppen med førstnævnte som formand.

Kåre Mølbak fra Statens Serum Institut, professor i infektionssygdomme på Rigshospitalet Jens Lundgren og Astrid Iversen, der er professor i virologi og immunologi ved University of Oxford i England, er de tre andre medlemmer af ekspertgruppen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også