Medicinalaktier er de mest handlede aktier blandt private i august

Selvom Bavarian Nordic har været kraftigt i fokus, har private også købt godt ind i en række andre life science-selskaber den seneste måned.
Foto: Niels Hougaard
Foto: Niels Hougaard
af ritzau finans

Der har været gang i handlerne med medicinalaktier i august måned, hvor de private investorer hos Nordnet især har rettet blikket mod Novo Nordisk og Bavarian Nordic.

Det fremgår af en opgørelse fra den digitale handelsplatform.

Bavarian Nordic har fået særligt stor opmærksomhed de seneste uger, hvilket især kan tilskrives et løfte om støttekroner fra den danske stat.

"Regeringen har i august meddelt, at den vil støtte Bavarian med 800 mio. kr. til udvikling af en dansk covid-19 vaccine, og Bavarian er da også den næstmest købte aktie i august," siger Sigga Nolsøe, kommunikationschef i Nordnet, i en meddelelse.

Bavarian Nordic jagter i øjeblikket en rekordkurs for aktien, der torsdag lukkede i 346 kr. efter en stigning på 5,8 pct. Aktiens højeste lukkekurs er 350,84 kr., og den blev sat i september 2017.

Handlerne med Bavarian Nordic-aktien overgås i august kun af handler med Novo Nordisk. Også høreapparatselskabet GN, medicinalselskabet Lundbeck og udstyrsproducenten Ambu er at finde blandt de mest købte aktier blandt private i august.

"De private investorer har i august kastet sig over selskaber, der lever af at sælge sundhed," siger Sigga Nolsøe.

Den mest solgte aktie findes også i medicinalindustrien, bare uden for Danmarks grænser. Her er tale om aktien i israelske Teva Pharmaceuticals Industries, der beskæftiger sig med kopimedicin og ledes af danske Kåre Schultz.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også